- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Nej tak til mere trafikstøj

I sidste uge kom regeringen med deres infrastrukturplan, som blandt andet vil betyde en udvidelse af Hillerødmotorvejen. Det betyder flere biler og mere trafikstøj. Derfor bliver det et stort nej tak herfra, medmindre at man sikrer midler til den nødvendige støjbekæmpelse.

For rundt om København findes flere af landets mest trafikerede motorveje. Samtidig er Københavns omegnskommuner hjemsted for mange tusinde borgere, som må leve i et helvede af støj og luftforurening.

I Gladsaxe kommune er over 20.000 husstande plaget af trafikstøj. Lige nu dør flere hundrede danskere hvert år på grund af vejstøj, og mange flere bliver syge og stressede. Det er altså alt for mange, og det er ikke rimeligt, at de, der bor tæt på, skal lide under trafikstøj fra dem, der kører forbi, og betale med liv og helbred.

Heldigvis er det muligt at gøre noget ved det f.eks. ved at bygge flere støjskærme, sænke hastigheden og udbygge den kollektive trafik.

Lad os sammen – de forskellige partier i Gladsaxe – råbe op, så det også høres på Christiansborg og hos regeringen, om trafikstøjen og de trafikale udfordringer i Københavns omegnskommuner. Vi skal helst også i fremtiden bo her uden altid at skulle lukke vinduerne eller tage åndedrætsværn og høreværn på, når vi går udenfor.