Ønsker corona-sikker ramadan
Moske-Vibevej-NV.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Årets ramadan er startet, og den bliver igen i år lidt anderledes. Integrationsministeren og sundhedsmyndighederne anbefaler at man husker at følge anbefalingerne

Det er meningen at vi skal dele de religiøse højtider med familie og venner. Men situationen er ikke almindelig under corona-pandemien, og det skal fejringen af de religiøse højtider derfor heller ikke være.

I december anbefalede Sundhedsstyrelsen således at man aflyste aftaler med personer, man ikke plejede at ses med i julen, og politiet anbefalede at man over juledagene og nytårsaften maksimalt var 10 personer i private hjem og maksimalt havde 10 sociale kontakter

Og nu anbefaler myndighederne noget lignende for landets muslimer, under ramadanen.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside ønsker man god ramadan, og pointerer at det er vigtigt, at vi fortsat helst kun ses med de samme få personer, som vi plejer at se.

– Derfor bør ramadanaktiviteter igen i år begrænses til husstanden eller vores faste lille omgangskreds på de samme få personer. Ingen skal dog være alene under en højtid, så du kan godt se din allernærmeste familie, selvom du ikke har set dem for nyligt, tilføjer man.

– Ramadanen for landets muslimer bliver igen i år lidt anderledes. Vi lever stadig i en coronapandemi, og jeg bor selv på Københavns Vestegn, hvor der desværre er for høje smittetal. Jeg vil derfor gerne opfordre alle muslimer, der skal fejre ramadan, til at følge sundhedsmyndighedernes gode råd. Sørg for kun at mødes med få mennesker. Pas på hinanden ved at holde afstand, udtaler Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (A).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top