Samarbejde om demens
Bænkprojekt.jpg
Bænke, der er renoveret og malet af beboere og ansatte på Bakkegården, bliver præsenteret i Bagsværd i forbindelse med demensugen. Foto: Privat.
Vil skabe opmærksomhed om sygdommen og komme fordomme til livs

Bagsværd bydel er gået ind i et nyt samarbejde med Bakkegårdens demensboliger og Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.

Formålet med arbejdet er at skabe opmærksomhed på livet med og omkring en demenssygdom set fra borgernes, pårørendes og de erhvervsdrivendes øjne, fortæller demenskonsulent på Bakkegården, demensboliger, Charlotte Rugh.

Budskabet er at komme fordomme til livs og understrege at livet med en demenssygdom har mange forskellige ansigter og er lige så mangfoldigt som mennesker er forskellige, tilføjer hun.

Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmarks nye hjælperedskaber til mennesker med en demenssygdom vil blive præsenteret i forbindelse med årets demensuge, klokken 13 den 11/5 i Bagsværd, på hjørnet af Vadstrupvej og Bagsværd Hovedgade.

Her vil man også kunne tale med ansatte fra Bakkegården, samt borgere og familiemedlemmer om at leve med en demenssygdom. Bænke, der er renoveret og malet af beboere og ansatte på Bakkegården, vil også blive præsenteret.

Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark anslår at cirka 90.000 danskere har demens. De fleste hjemmeboende med demens færdes uden for hjemmet ugentligt, men en tredjedel af dem føler sig, ifølge en rapport fra sidste år, utrygge når de færdes på egen hånd uden for boligen.

Samtidig deltager mange af dem i færre sociale- og/eller fritidsaktiviteter efter at have fået demens. Alligevel tror næsten 8 ud af 10 hjemmeboende med demens på, at de kan leve et godt og aktivt liv med en demensdiagnose, konkluderer Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark i rapporten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top