Smal sejr i forårssolen
AB-Vanløse-180421-Nohr-scorer-til-1-0.jpg
Tobias Noer dirigerer bolden i mål med hovedet til 1-0. Foto: Peter Kenworthy.
Noer og Kisum sørgede for en 2-1 hjemmesejr til AB Gladsaxe over Vanløse

Der var høj forårssol og det var lige vejr til kolde øl og fodbold, da AB Gladsaxe tog imod Vanløse i fodboldens 2. division øst søndag. Desværre måtte publikum ikke være med.

Den manglende publikumsopbakning afholdt dog ikke energiske Mathias Kisum fra at teste Vanløse-målmand Lasse Kroghs reflekser efter bare 2 minutter. Men ellers var der ikke meget fare på færde, i de to målfelter, i starten af kampen.

Der skulle gå 20 minutter inden udeholdet skabte kampens første store chance. Vanløses Asger Jensen blev spillet helt fri foran mål, men hans skud blev pareret af Jonathan Fischer – en klasseredning af den unge AB-målmand.

Tre minutter senere endte et AB-angreb med 10-15 boldberøringer hos Tobias Noer, der trykkede af i to omgange. Men midtbanespillerens skud fløj forbi den ene stolpe. Og efter 27 minutter slap Frederik Christensen igennem i Vanløses venstre side, men Krogh blokerede hans skud.

Minuttet efter var der dog mere bid og præcision i hjemmeholdets slutfase. Mathias Kisum lagde bolden ind i feltet, og blandt venner og fjender fik Tobias Noer dirigeret bolden i mål via stolpen til 1-0 til AB.

Uglerne var nu godt flyvende, og to minutter senere slap Kisum igen igennem i venstre side, men denne gang ramte han bolden skævt, og Lasse Krogh kunne redde.

To minutter inden pausefløjt ville Vanløses Mohammed Youseff også være med. Efter et raid i AB’s venstre side, fandt han Simon Pedersen, der dog måtte se sit skud reddet af en velspillende Fischer i AB-målet. AB kunne dermed gå til pause foran 1-0.

Slap med skrækken
Selvom Vanløse satte mere skub i offensiven, havde AB’s midtbane også godt styr på tingene i starten efter pausen.

Og syv minutter inde i anden halvleg vandt AB bolden på midten af banen, mens Vanløse-spillerne var på vej frem. Bolden blev spillet frem til Frederik Christensen, der var lige på kanten af offside. Den lange angriber løb mod mål, og fandt en fremstormende Kisum i feltet, som prikkede bolden forbi Lasse Krogh til 2-0.

Udeholdet forsøgte lidt febrilsk at skabe chancer – uden det store held – og AB så ud til at skulle køre sejren stille og roligt hjem. Men efter 74 minutter trak indskiftede Daniel Dara ind i feltet i venstre side. Adnan Curovic satte en tackling ind, men fik nedlagt Dara, og dommer Sebastian Nielsen pegede på pletten.

Agser Jensen tog sig af straffet. Han sendte Fischer den ene vej og bolden den anden, og så var Vanløse pludselig på 2-1 og med i kampen igen.

AB lykkes dog med at tage brodden ud kampen, efter et par defensive udskiftninger fra AB-træner Patrick Birch Braune, og Vanløse lykkes ikke med at skabe en rigtig chance, før stadionuret havde rundet de 90.

To minutter inde i overtiden endte et langt og højt indlæg i feltet hos Vanløses Daniel Nielsen, men han sparkede langt over mål, og AB slap med skrækken, og kunne føje en trods alt fortjent sejr til de 10 holdet havde i forvejen.

AB Gladsaxe ligger dermed stadig nummer 3 i 2. division øst – 8 point efter Nykøbing FC, og med 12 point ned til FC Roskilde på 7. pladsen – med syv kampe igen.

Næste hjemmekamp er mosederby hjemme mod Brønshøj 2. maj, og bliver efter den nye genåbningsplan med tilskuere i en eller anden form.

AB-Vanløse 01 16-21
Tobias Noer (med nummer 8) dirigerer bolden i mål med hovedet til 1-0. Foto: Kaj Bonne.

AB-Vanløse 06 16-21
AB havde en del gode chancer, men måtte nøjes med en smal 2-1 sejr. Foto: Kaj Bonne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top