- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Smittetal på 100

Smittetallene i Gladsaxe falder og falder, efter Gladsaxe havde den næsthøjeste smitteincidens per 100.000 i slutningen af marts – på næsten 250. Ifølge tal fra Statens Serum Institut, er smitteincidensen på præcis 100 per 100.000 og 69 har været bekræftet smittet i de seneste syv dage.

Gladsaxe er dermed den kommune med den 22. højeste smitteincidens. Positivprocenten i Gladsaxe ligger på 0,57 procent.

For en uge siden lå Gladsaxes smittetal på omkring 150 per 100.000, og lige over 100 havde været bekræftet smittet i de seneste syv dage.

Tallene for indlagte med COVID-19 på Gentofte og Herlev Sygehus er i dag på 19 – tre mindre end for en uge siden. 31. december var der 104 indlagte på Herlev og Gentofte Hospital.

Der er, ifølge de seneste tal fra Statens Seruminstitut, lidt over 5.400 der er færdigvaccinerede i Gladsaxe (7,9 procent af befolkningen i Gladsaxe). For en uge siden var omkring 5.000 – eller 7 procent – af Gladsaxe-borgere færdigvaccinerede.

100.000 danskere får dog, ifølge Sundhedsstyrelsen, deres vacciner i dag.

Denne “generalprøve” skal teste, om regionerne er klar til at vaccinere i den store skala, som Sundhedsstyrelsen forventer at skulle i gang med om ganske kort tid.