Tabte tråden
AB-Hillerød-070421.jpg-SMALL.jpg
Hillerøds Nicolas Willumsen (tv) blev matchvinder på Gladsaxe Stadion, på en råkold onsdag aften.  Foto: Peter Kenworthy.
I de seneste par kampe har AB Gladsaxes unge hold vist at man har et højt topniveau. Hjemmenederlaget på 1-0 til Hillerød viste at holdets bundniveau kan være tilsvarende lavt

AB havde en revanche til gode onsdag aften, da man tog imod Hillerød. Nordsjællænderne havde vundet sæsonpremieren mod uglerne fra Gladsaxe i august med 3-0.

I starten af kampen var Hillerød dog mest på bolden og mest nærgående i afslutningerne, og AB havde svært ved at få spillet til at flyde og afleveringerne til at ramme en medspiller.

Kampens første mulighed tilfaldt derfor naturligt nok Hillerød efter 16 minutter, da Nicolas Willumsen modtog bolden i feltet, men Jonathan Fischer i AB-målet kunne nemt redde hans lidt tamme skud.

Det tog 20 minutter før AB fik en ordentlig afslutning, men heller ikke Frederik Christensen havde indstillet sigtekornet, og sparkede over Frederik Hansens mål fra en lidt spids vinkel.

Men nu havde AB’erne tilsyneladende fundet lidt af rytmen fra de to seneste sejre, mod Avarta og Næstved.

Efter 26 minutter kom Lucas Koch forbi sin mand i venstre side, og lagde et giftigt indlæg ind i feltet, som en Hillerød-forsvarer dog headede til hjørne, lige for næsen af Frederik Christensen. Og syv minutter senere var Christensen igen tæt på da han kom alene igennem, efter at Tobias Noer havde fundet ham i feltet, men hans skud røg forbi mål.

Ørkenvandring
”Heroes” spillede på stadionanlægget, mens spillerne kom på banen til anden halvleg – ”we can beat them, just for one day”, sang David Bowie. Men den havde AB-spillerne ikke fanget, for anden halvleg blev en lang spillemæssig ørkenvandring for hjemmeholdet, der ikke skabte en eneste ordentlig chance i kampens sidste 45 minutter.

Det gjorde Hillerød derimod. Efter 68 minutter endte en lang bold lidt tilfældigt i feltet hos Nicolas Willumsen, der fladt bankede bolden i kassen til 1-0.

Og selvom AB forsøgte at presse på for en udligning, blev det aldrig rigtigt farligt. Faktisk var Willumsen tættere på at øge til 2-0, med fem minutter igen, da han opsnappede en AB-aflevering foran feltet, men hans skud fløj lige forbi Fischers venstre stolpe, og AB slap med skrækken.

Kampen endte dermed med 1-0 sejr til Hillerød, og AB missede chancen for at hale ind på de to førerhold i 2. division øst. AB ligger fortsat på en tredjeplads, med fire point op til HIK og 11 op til Nykøbing FC.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top