Væk med corona-håret
Frisør-Savannah-01-15-21.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Det var positive beskeder i butiksvinduet, vind i håret, og kunder i butikken da Frisør Savannah åbnede mandag.  Foto: Kaj Bonne.
Gladsaxes frisører kunne endelig åbne i denne uge

Man kan tydeligt se en ny hår-”mode” på mange Gladsaxe-borgere – corona-hår eller hjemmetrimmet frisure. For det er efterhånden ved at være rigtig længe siden man har kunnet komme til frisøren.

I sidste uge skulle det så have været, men på grund af en høj coronasmitte, valgte regeringen at udskyde genåbningen af liberale erhverv som frisører til denne uge i fem kommuner – herunder Gladsaxe.

Men smittetallene i Gladsaxe er faldet støt i forhold til slutningen af marts – hvor Gladsaxe var oppe og have den næsthøjeste smitteincidens på næste 250 per 100.000 – og frisører og andre liberale erhverv kunne derfor åbne igen mandag.

Og det er der brug for – både for kundernes og frisørernes skyld – mener ejeren af Frisør Savannah på Søborg Hovedgade, Yvonne Ravn.

– Jeg har moret mig lidt over hvordan folk ser ud, med coronahår. Vi skal i mange tilfælde bruge en halv time mere på at klippe dem end vi plejer. Men vi ser jo selv ligesådan ud – der er ingen forskel, fortæller Yvonne Ravn med et grin. Hun tilføjer at hun har holdt kontakten til kunderne, ligesom mange har ringet selv, og at der først er tid til en klipning engang i juni.

– Det er dejligt at være så savnet, og at folk glæder sig til at komme og se os og få ordnet lokkerne. Jeg har savnet mine kunder vildt, og jeg glæder mig også til at få min nogenlunde normale hverdag tilbage igen, siger Yvonne Ravn.

Indehaveren af Picasso Hair Design på Bagsværd Hovedgade, Pernille Malver, fortæller at hun også har holdt kontakten med kunderne under nedlukningen, at ingen har afmeldt deres tid, og at alle frisører i Gladsaxe får rigtig travlt i lang tid – selv er hun booket til ind i maj.

– Vi er et meget socialt erhverv, og jeg har savnet min hverdag. Det at have dialogen med kunderne, have styr på tid og sted. Jeg har virkelig glædet mig til at få mit liv igen, for det har været meget mærkeligt, tilføjer Pernille Malver.

Genåbningen foregår med visse restriktioner. Kunder, besøgende og lignende skal, ifølge Erhvervsministeriet, kunne fremvise et coronapas til personalet enten ved en negativ covid-19 test, der er maksimalt 72 timer gammel, en positiv covid-19 test, der er mindst 14 dage gammel og højst 12 uger gammel eller et gennemført vaccinationsforløb med covid-19.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hos Frisør Picasso Hair Design blev der vist coronapas og klippet til den store guldmedalje. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top