Gør vi nok for anbragte børn?
Barn-ked-i-hjørne-COLOURBOX17779919.jpg
Først når andre muligheder er udtømte, bliver børn anbragte. Anbragte børn har generelt dårligere forudsætninger, men de fleste anbragte børn er trygge i deres anbringelse.  Foto: Colourbox.
131 Gladsaxe-børn er anbragt uden for hjemmet. Byrådet diskuterede deres vilkår til byrådsmødet

I kølvandet af TV 2 dokumentaren “Nødråb fra børnehjemmet”, ville byrådsmedlem Christina Rittig Falkberg (B) tale om krav til de opholdssteder, hvor vi anbringer sårbare børn og unge til byrådsmødet 28. april.

I dokumentaren kunne man blandt andet høre om magtanvendelser mod anbragte børn der ikke bliver indberettet, børn der stak af fra børnehjem og børn der blev flyttet væk fra et opholdssted, inden et tilsyn.

Blandt en liste på ti spørgsmål, ville hun blandt andet gerne høre om hvilket tilsyn der føres med børnenes tryghed og trivsel, og hvilke besparelser der eventuelt har været på området. Samt om kommunen er bekendt med sager, hvor børn som kommunen har anbragt – og dermed har haft ansvaret for – har været udsat for overgreb, vold, misbrug eller lignende, efter de er fjernet fra eget hjem.

– Spørgsmålet er om vi stiller nok krav til de opholdssteder, hvor vi anbringer vores allermest sårbare børn og unge. Ved vi nok om de opholdssteder og børnehjem hvor vi sender dem hen?, spurgte Christina Rittig Falkberg på byrådsmødet.

Børn fra Gladsaxe er ikke involveret
– Der er ikke nogen af de sager, der har været fremme i medierne, hvor børn fra Gladsaxe har været involveret … [men] dokumentaren viser en virkelighed, som vi ikke vil acceptere i Gladsaxe … Når vi taler om anbringelser, skal vi huske at der forud for en anbringelse altid ligger et forebyggende arbejde. Først når mulighederne er udtømte, eller hvis barnet er i akut fare, kan der blive tale om en anbringelse, pointerede formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Claus Wachmann (B).

Claus Wachmann fortalte, at 328 børn og unge i alt har været anbragt af Gladsaxe Kommune i perioden mellem 2013 og april 2021. I april 2021 er der 131 anbragte børn i Gladsaxe Kommune, og familieafdelingen har 8 tvangsanbragte børn (der er anbragt uden de biologiske forældres samtykke) – et tal der er støt faldende. Børnene er desuden i gennemsnit 10,6 år når de bliver anbragt. I dag er 55 procent af de anbragte børn i plejefamilier, 12 procent på døgninstitution, 13 procent på et opholdssted og 21 procent på en kostskole eller lignende.

– Uanset typen af anbringelseshjem gælder det for alle, at de er godkendt af socialtilsynet, der laver både anmeldte og uanmeldte tilsyn hvert år. En plejefamilie godkendes af socialtilsynet efter en konkret vurdering i forhold til det enkelte barn … [og] der stilles krav om at de deltager i løbende undervisning, fortalte Claus Wachmann, der tilføjede at der i de seneste tre år har været to sammenbrud i plejefamilierne – i begge tilfælde var børnene blevet slået.

Fokus på området
– I Gladsaxe beder vi ikke sagsbehandlere om at finde besparelser på børneområdet, i form af for eksempel hjemsendelser, indstilling af aflastning eller lignende … Vi er i Gladsaxe gået rigtig, rigtig langt i forhold til at sikre at rådgiverne har den nødvendige tid, ved at øge budgetterne og antal medarbejdere … [Men] vi er nødt til at komme tættere på at følge op på de her børn og unge, for at undgå at tilsynet misser et eller andet problem, sagde Claus Wachmann, som svar på spørgsmålet om kommunen sparede på området.

Lone Yalcinkaya (V) istemte at det var vigtigt at styrke området, så kommunen ikke kom til at spare på børnene, når der eksempelvis skal laves reduktion af budgetterne eller lignende. ”Og så er der er ingen tvivl om, at tidligere anbragte børns stemme også skal høres”, tilføjede borgmester Trine Græse (A).

Gladsaxe Kommune og Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge startede i september et projekt om plejebørns trivsel, der følger plejebørns trivsel, og indgik i marts et samarbejde med organisationen De Anbragtes Vilkår om at undersøge og forbedre forholdene for de gladsaxebørn, som er anbragt udenfor hjemmet.

Dårligere forudsætninger men flest føler sig trygge
Ifølge den seneste landsdækkende undersøgelse af anbragte børn og unges trivsel, lavet af Rambøll i 2018, trives anbragte børn og unge generelt godt i deres anbringelse.

Mere end otte ud af ti føler sig således trygge i deres anbringelse. Og syv ud af ti oplever at de kommer godt ud af det sammen med dem, der bor på anbringelsesstedet – dette gælder især børn og unge, der er anbragt i slægtspleje eller familiepleje, og i væsentlig mindre grad dem, der bor på socialpædagogiske opholdssteder eller døgninstitutioner.

Tidligere anbragte unge har dog, ifølge en rapport fra det nationale forsknings- og analysecenter VIVE fra september, dårligere forudsætninger for at træde godt ind i voksenlivet end deres jævnaldrende. Mange er som 18-årige hverken i job eller uddannelse, og det er især de sent anbragte der har problemer.

Handleplaner og inddragelse
Inden børn og unge kan anbringes uden for hjemmet, skal de kommunale sagsbehandlere gennemføre en undersøgelse af familiens ressourcer og problemer. Hvis der er brug for hjælp, skal kommunen udarbejde en handleplan, som beskriver hvilken hjælp barnet og familien har brug for. Her er det et krav, at både barnet og forældrene inddrages. Kommunen skal i denne sammenhæng desuden tilbyde forældremyndighedens indehaver en støtteperson i forbindelse med barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet.

Undersøgelser lavet af VIVE viser, at en stor del af de unge føler sig inddraget i sagsbehandlingen, men at der også er grupper af de unge, som oplever det modsatte – særligt blandt de mest udsatte og udfordrede unge.

Og ifølge en ny rapport fra Ankestyrelsen, der har undersøgt kommunernes praksis for at iværksætte støtte til forældre, hvis barn er blevet anbragt, bliver der kun bevilget en støtteperson i hver fjerde anbringelsessag. Også selvom undersøgelsen viser, at både kommunerne og forældrene har gode erfaringer med brugen af støtteperson. Desuden bliver der ikke altid udarbejdet forældrehandleplaner i anbringelsessagerne.

– Flere forældre har en oplevelse af, at kommunen ikke har tilbudt dem støtte under deres barns anbringelse, men at de selv har skullet tage initiativ til at bede om støtte, skriver Ankestyrelsen i rapporten.

3 kommentarer om “Gør vi nok for anbragte børn?”

  1. Helena siger:

    Rigtig mange børn er anbragt uden der har været støtte i hjemmet. Ell vi havde 2 timer “massiv” støtte om ugen, som på ingen måder var relevant hverken for os som familie ell vores handicappede datter. Intet andet blev prøvet, intet netværk ell pårørende var på tale, ingen formandsbeslutning, kun en løgn om alle papir var i orden, så hvis vi ikke afleverede vores små børn på 6 og 21 måneder ville vi blive efter lyst i hele Europa. Rigtig mange børn i dagens Danmark skulle aldrig nogen sinde ha været fjernet, og i stedet for at kommunerne indrømmer når de tager fejl, så bliver ens samvær sat ned i stedet for at ens børn kommer hjem

  2. Bianca siger:

    De er fulde af vås i Gladsaxe kommune. Jeg var selv anbragt der og nu står min datter for skud, samt jeg kender flere familier med anbragte børn i kommunen. De negligerede vold under anbringelserne, lyver i sagerne, bryder loven etc. Min datter udtalte til en tilfældig taxachauffør der kørte hende i skole at plejefar slog hende. Gladsaxe kommune gør det samme som de gjorde med mig, da jeg dengang selv måtte klage over trusler og knytnæveslag fra en pædagog: INTET. Vold mod både mig og datteren fra hendes far, bliver også fejet under gulvtæppet, trods han selv sagde til et møde at “tæsk” var et overdrevet ord for hvad han gjorde imod os, hvorefter han prikkede mig på knæet og fortalte forsamlingen af børnehavepædagoger og sagsbehandler og PPR at mere skulle der ikke til før jeg fik et blåt mærke. Han er stadig deres lille kæledække med feriesamvær uden opsyn og i referatet af det møde står der at jeg skulle stoppe med at påstå at han havde voldelig, til trods for at han jo selv medgav det, blot at han mente at problemet var at jeg fik blå mærker for let. Senere fik jeg besked på at kalde slagene mod vores datter for vap. Jo mere jeg prøvede at beskytte hende, jo mere skubbede Gladsaxe kommune hende væk fra mig og ind i farens klør. Men da han tabte sin retssag om bopæl var Gladsaxe tvunget til at anbringe efter deres eget justitsmord på mig for at omtale volden som vi levede i. Faren forlod jeg for 8 år siden og jeg er nu gift og lever i et harmonisk forhold. Men jeg har selv afvist samvær med min datter i 1,5 år nu, da hun konstant fortalte mig foruroligende ting om plejefamilien og jeg det sidste år med samvær og ferier begyndte at reagere med ikke at kunne holde mad i mig (opkastninger), fordi jeg ikke kan hjælpe/beskytte hende når hun fortalte mig “hemmeligheder” om fx frygt for plejefar, den store biologiske søn som slog hende da hun kom indad døren fra skole mens hun tog sine sko af, hvordan hun ikke føler at hun kan stole på de voksne omkring hende og når jeg ser hende rende rundt i småt og hullet tøj og de undskylder sig overfor kommunen med at hun bider hul i tøjet (vi taler her fx om et stort hul på knæet i cowboybukser, hul i strømper, slidhuller på albuer på jakke osv). Gladsaxe kvitterede for den forklaring med flere penge til tøj og påtalte et nyt problem i min datters adfærd som jeg desuden forhørte mig med skolen omkring og de ligesom som jeg aldrig har observeret. Ja, jeg har det elendigt over at efterlade min datter i dette helvede alene. Men jeg er nødt til at forklare at ligesom det skete med volden fra hendes far, så blev alting bare værre for hende da jeg prøvede at hjælpe hende ved at informere kommunen. De gik direkte til plejefamilien, som gik til min datter med skældud og indoktrineringer såsom at kalde hende en løgner for at sige at hun ikke føler at hun kan stole på dem. Jeg kunne blive ved med at fortælle om omsorgssvigtene fra Gladsaxe kommune. De har ødelagt vores liv til en grad hvor jeg er flyttet helt ud af Danmark for at have en oplevelse af ikke at blive chikaneret af dem.

  3. Pernille Hulebæk siger:

    Det kan godt være at i folkevalgte politikere tror at alle muligheder er prøvet og at det kun er når man er nået dertil at børn bliver fjernet. Men det er simpelthen ikke rigtig. Man gjorde intet for at hjælpe mig og mine børn før man fjernede dem. Og som jeg hører og ser det. Så er der næsten altid en skjult dagsorden om at børnene skal fjernes. Så den hjælp forældrene tror de siger ja til. I virkeligheden har fået besked oå at hjælpen skal gøre alt for at børnene kan fjernes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top