Blåt valgforbund
Blåt-valgforbund-KV2021.jpg
På fotoet står fra venstre mod højre: Astrid Søborg (V), Allan Juhl Feddersen (V), Susanne Damsgaard (DF), Bonett Trusell (DF), Lars Abel (C), Niels Stub (C), Jytte Tholstrup Svendsen (LA), Jørgen Juhl (LA), Carsten Toft Clausen (NB) og Jan Pless (NB).  Foto: Thomas Olesen.
Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige har i Gladsaxe indgået aftale om valgforbund til byrådsvalget 16. november

Det er efterhånden et par valg siden, at der sidst har været et valgforbund i Gladsaxe, der kunne samle alle kommunens blå partier. Derfor er partierne også ekstra tilfredse med, at det er lykkedes denne gang, fortæller de i en pressemeddelelse.

Lars Abel (C) fortæller at han gerne vil have øget indflydelse til det borgerlige Danmark – også i Gladsaxe. Martin Skou Heidemann (V) håber at en samlet blå blok vil komme styrket ud af kommunalvalget til glæde for borgerne i Gladsaxe. Jørgen Juhl (LA) siger, at man går til valg under hashtagget ”#Borgerne før systemet”, og Jan Pless (NB) på ”en samlet blå blok for et tryggere Gladsaxe”.

Og Susanne Damsgaard (O) mener, at det borgerlige samarbejde i den seneste periode har været godt.

– Vel, vi er forskellige, men vi ønsker forandring og har kunnet enes og indgå kompromiser i de fleste af de store spørgsmål. Derfor er det vigtigt for os i Dansk Folkeparti, at kunne forsikre vores vælgere om, at uanset valgresultatet, så går ingen stemmer til spilde, tilføjer hun.

Alle partierne er enige om at betragte valgforbundet som teknisk, således at der ikke knyttes politiske krav og fælles kampagner til valgforbundet. Dog håber man på en politisk effekt af samarbejdet i form af øget fokus i byrådet på nogle af de områder, som alle partier prioriterer højt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top