Det handler om prioriteter
Birgitte-halaburt-blomsterbørn-e1621947375618.jpg

Da jeg skulle på barsel, var det eneste min arbejdsplads spurgte til hvornår jeg kom tilbage og hvorvidt jeg ville kunne rejse, når jeg havde fået et barn, siger Birgitte Halaburt som har stiftet aktivitetsforeningen Blomsterbørn for hjemmepassende familier. Foto: Gitte Ganderup

Foreningen Blomsterbørn er en aktivitetsforening for familier, som passer egen børn hjemme. Intet menneske er en ø og alle har brug for nogen

Når eller måske selvom man passer sit barn hjemme og dermed ikke afleverer det i daginstitution hver morgen, betyder det ikke, at man ønsker at leve i en lukket boble på hverken sine egne eller sit barns vegne.

– Haha, nej vi ønsker ikke at vores børn bliver underlige og socialt reserverede, siger Birgitte Halaburt, stifter af foreningen Blomsterbørn, kemiingeniør og hjemmepasser, første gang jeg lufter nogle af de mange fordomme, som jeg har kunnet opstøve om forældre som vælger at passer deres børn hjemme.

– Det var meget tydeligt, at det er vigtigt for min datter, at hun er ude mellem andre børn, fortæller Birgitte Halaburt.
Og derfor dannede hun foreningen efter at have set hvor lange ventelisterne var hos de andre organiserede hjemmepassere.

– Plus at når man selv laver foreningen, kan man jo selv bestemme hvor den skal ligge og vi bor tæt på, siger hun med et smil.

Prioritering
Foreningen Blomsterbørn er en aktivitetsklub for hjemmegående børn i alderen 3-8 år primært, men ældre børn er også velkomne med deres forældre. Alle familier i Blomsterbørn er hjemmegående med et eller flere børn. Nogle af familierne hjemmeskoler eller unschooler deres børn både i og uden for foreningens rammer.

Denne historie kunne godt handle om, at de fleste medlemmer i Blomsterbørn er kvinder. Mødrene. Der er også fædre som deltager i de tre ugentlige møder, men de fædre som er på job deltager lige så meget i beslutningen om at deres børn trives bedst ved at være hjemmegående, i og med at de, fædrene, skal tjene de penge som hele familien skal leve af.

Hos Birgitte, som var nogle år på arbejdsmarkedet inden døtre kom, er det faderen som går på arbejde. De lever af én indtægt og det kræver selvfølgelig prioriteringer.

– Det betyder at vi går i tøjet til det er slidt, siger hun og drejer foden. Der er hul i hendes ene kondisko.

– Der var da også engang hvor jeg gik i flot tøj, men det er en prioritering, tilføjer hun.

Historien er den samme i de andre familier. Det er en prioritering. Der er en enkelt familie, hvor de forsøger at få skabt lidt mere indtægt, men det er udelukkende for at banken skal blive tilfreds i forhold til rådighedsbeløbet, så de kan godkendes til at købe hus. For familien løber det fint rundt som det er nu.

Ikke for børn
Der er møde i Blomsterbørn tre dage om ugen og der er nogle som leger sammen de andre dage. Ugerne er tematiserede og arrangeres på skift af medlemmerne. Hver fredag er der rytmik med en rytmikunderviser udefra. Denne fredag har børnene, efter rytmik, fundet to døde fugle, en solsort og en skade, og har lavet gravsten, plukket blomster og begravet de to.

Derfor blev madpakkerne udskudt og nu er de sultne og trætte.

– Det er lige dele, at vi følger børnenes indskydelser og at der er voksenstyrede aktiviteter, fortæller Kathrine Castberg som er antropolog og mor til fire. Én går i skole på Rygaards skole i Hellerup, én starter til sommer og de sidste to har nogle år endnu i Blomsterbørn.

Kathrine Castbergs tre ældste børn har gået i institution og det samme har de fleste blomsterbørn – i hvert fald de ældste søskende. De fleste forældre i Blomsterbørn fortæller, at grunden til børnene er taget ud af institutionerne er på grund af for lidt plads, for få voksne og for svagt et fokus på det enkelte barn.

– Jeg kunne se at hans udvikling stagnerede i forhold til, da han var hjemme. Støjniveauet var alt for højt og han råbte meget. Det er ikke let at trænge igennem sådan et lydbillede, hvis man er sprogligt udfordret, fortæller Kathrine Castberg om beslutningen for at tage børnene ud af institution.

Birgittes ældste datter er meget verbal, så hun satte ord på hverdagen i den på papiret rigtig gode børnehave.

– Når hun kom hjem, sagde hun: ”når jeg er i børnehave, så savner jeg dig. Når jeg er i børnehave ved jeg ikke hvor der er en voksen og jeg ved ikke hvad jeg skal lave”, fortæller Birgitte, mens vi sidder på et tæppe på en solvarm plæne ved Utterslev Mose sammen med resten af Blomsterbørn.

Så da Birgitte var på barsel med deres anden datter, fik Liva nogle hjemmedage. Efterhånden efterspurgte hun flere.

– Så beholdt jeg hende hjemme på de kedelige dage også, fortæller Birgitte.
Selv de kedelige dage var gode dage. Det passede familien at de tre af dem var samlet derhjemme.

- Når jeg hentede børnene i daginstitution, skulle vi hver dag bruge den første time på at finde hinanden. Jeg skulle finde ud af om de havde fået nok mad, drikke og søvn – Hvor de var henne. Det var altid i ulvetimen, siger Kathrine Castberg, siddende bagerst i billedet. Tre af hendes fire børn er hjemmegående med hende. Den ældste går i skole. Foto: Gitte Ganderup

– Når jeg hentede børnene i daginstitution, skulle vi hver dag bruge den første time på at finde hinanden. Jeg skulle finde ud af om de havde fået nok mad, drikke og søvn – Hvor de var henne. Det var altid i ulvetimen, siger Kathrine Castberg, siddende bagerst i billedet. Tre af hendes fire børn er hjemmegående med hende. Den ældste går i skole. Foto: Gitte Ganderup

Struktur
Privat kender Kathrine Castberg en del forældre som passer deres børn hjemme. Hun og børnene gik, inden de meldte sig ind i Blomsterbørn, meget i legestuerne i kirkerne samt lavede aftaler.

– Men vi havde brug for nogle faste børn og noget mere struktur. Vi havde brug for nogle dybere venskaber og kontinuiteten i, at det er de samme børn som de møder og udvikler sig med.

Men det er ikke kun børnene som har brug for fælleskabet og blomster-kolleger.

– Man skal være mere pro-aktiv og opsøgende som hjemmepasser. Det kræver at man har nogle ressourcer og det har vi her, fortæller Kathrine som også er vokset med opgaven i takt med børnenes ankomst og udvikling.
– Jeg har flytte mig helt vildt som menneske, siger hun.

Kathrine har selv haft gang i en karriere og har arbejdet 60 timer om ugen som leder. Pt er hun på lang orlov og har med hendes egne ord verdens bedste chef plus en unik mulighed fordi hun er på orlov.

– Jeg vil sindssygt gerne tilbage til arbejdsmarkedet men lige nu fokuserer jeg på mig selv og min families trivsel.
– Det giver tryghed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top