- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Fejrede kampdag på Facebook

Politik foregår i vores SoMe-tider i forvejen meget og ofte på de sociale medier. Med alt hvad det indebærer af selfies, makrelmadder, kager og mere eller mindre eksplosive kommentarspor.

De røde partiers 1. maj-arrangementer i Gladsaxe var igen i år henvist til Facebook og YouTube, i en tid hvor coronaen stadig spiller arrangementer som arbejdernes internationale kampdag et puds.

Og i en tid hvor indkomstforskellene stiger, prekariatet er på fremmarch, og proletariatet eller arbejderklassen i Gladsaxe er på tilbagetog – i hvert fald antalsmæssigt.

Går mod lysere tider
Folketingsmedlem og Gladsaxe-politikker Jeppe Bruus (A) talte – på Socialdemokratiets 1. maj-arrangement – blandt andet om regeringens coronaindsats, borgernes samfundssind, og hvordan man er lykkedes med at holde smitten nede.

– Nu går vi mod lysere tider. Træer og buske springer ud. Dagene bliver længere. Det bliver varmere. Og vaccinerne finder vej til overarmene … Jeg krydser fingre for, og er helt overbevist om, at når vi skal fejre 1. maj til næste år, så er vi tilbage ude i lokalerne, ude med fanerne, pointerede han.

Og Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A), talte om globalisering og problemer med arbejdsforhold i firmaer som Ryanair, Uber, Nemlig.com og Intervare.

– Vi har måske nok, i en del år, sådan tænkt – nå, men nu har vi ligesom fundet en model, vi behøver ikke gøre så meget mere, det fungerer alt sammen. Men vi bliver nødt til at se i øjnene at det også er en model, som oplever et pres udefra … Og derfor så er der stadigvæk behov for, at vi kæmper sammen for at sikre gode arbejdsforhold for alle, sagde Trine Græse.

Velfærdssamfund og arbejdsforhold
Til Enhedslisten og SF’s 1. maj arrangement fortalte byrådsmedlem Serdal Benli (F) at velfærdssamfundet ikke er en gave, sendt fra himlen.

– Det er resultatet af helt almindelige lønmodtageres slid og sammenhold – generation efter generation … Når der ikke er et sikkerhedsnet, der griber en, når man falder igennem – det er et almissesamfund, og det skal vi undgå, tilføjede han.

Og Trine Henriksen (Ø) talte i sin 1. maj-tale – ligesom borgmesteren – om at måder at omgå ordnede arbejdsforhold på, er på fremmarch i Danmark – og brugte Uber, Wolt og Nemlig.com som eksempel.

– Et vigtigt skridt er at vi i kommunerne og i andre offentlige institutioner stiller krav om ordentlige arbejdsforhold, når vi indgår indkøbsaftaler – og vi skal selvfølgelig også sikre, at de krav bliver overholdt, sagde Trine Henriksen.

Ytringsfrihedspris til Linde
Enhedslisten og SF gav desuden, i forbindelse med 1. maj, årets Gladsaxe Ytringsfrihedspris til TV-vært Sofie Linde, for at have sat fokus på seksuelle krænkelser.

Sofie Linde fortalte at hun var glad for at vinde prisen, og for at man i Gladsaxe hvert år fejrede ytringsfriheden med prisen.

– Jeg mener at ytringsfriheden går hånd i hånd med respekten for andres holdninger, for ellers ender vi i en situation hvor ingen tør deltage i samfundsdebatten, fordi de er bange for hvad det har af betydning og omkostninger for dem personligt. Jeg tror at man har fået to ører, så man kan høre en sag fra begge sider, tilføjede hun.