Lønsnyd og lange arbejdsdage
Nemlig.com-Gladsaxe-1.jpg
Gladsaxe Kommune bruger Intervare - der ejer og angiveligt bruger samme lager og medarbejdere som Nemlig.com - til indkøbsordning for hjemmeboende pensionister. Foto: Peter Kenworthy.
Københavns Kommunes kontrol viser problematiske forhold hos Intervare A/S, som Gladsaxe Kommune også bruger

Til byrådsmødet i slutningen af april havde Enhedslisten tre spørgsmål vedrørende Gladsaxe Kommunes indkøbsaftale med Intervare A/S, der ejer Nemlig.com. Blandt andet om firmaet lever op til kommunens indkøbspolitik.

I Gladsaxe Kommunes indkøbspolitik kan man blandt andet læse, at man stiller ”krav om, at de virksomheder, vi handler med, har ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for deres medarbejdere”.

Til byrådsmødet fortalte borgmester Trine Græse (A) at hun delte Enhedslistens bekymring, at man havde rettet henvendelse til Intervare A/S, og ”hvis der konstateres kritisable forhold, og de ikke bliver bragt i orden, så vil vi selvfølgelig tage stilling til hvad det videre skridt er, og i sidste ende opsige kontrakten”.

Gladsaxe Kommune har sidenhen fået svar fra Intervare A/S, men Intervares svar kan ikke stå alene, fortalte Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A) til Gladsaxe Bladet 12. maj. Hun ville nemlig også gerne se resultatet af Københavns Kommunes undersøgelse af Intervare A/S, før man tager stilling til, hvad næste skridt skal være.

’Fuldstændig uacceptabelt’
Den er nu kommet, og viser, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Kommune, at der er grov underbetaling, manglende ferie og arbejdsdage på op til 12 timer med tunge løft hos Intervare A/S.

– Det er fuldstændig uacceptabelt, at man løndumper og udnytter mennesker, der hver dag knokler med at levere varer til vores mest udsatte borgere og for at forsørge deres egne familier. Det vil vi ikke finde os i her i København, siger overborgmester i København, Lars Weiss (A).

Københavns Kommunes kontrol er en kombination af besøg på lageret hos Intervare A/S og i varebilerne, samt dybdegående interviews med lagermedarbejdere og chauffører.

Dansk Erhverv og direktør for Intervare A/S, Stefan Plenge, er dog ikke enige i rapportens konklusioner, fortæller man til Berlingske Tidende. Blandt andet fordi Københavns Kommune, ifølge Stefan Plenge, ”fejlagtigt konkluderer, at de selvstændige vognmænd, der kører for Intervare, er at betragte som ansatte hos Intervare”.

Skal sikre systematisk kontrol
Byrådsmedlem Trine Henriksen (Ø) fortæller at de foreløbige resultater af Københavns Kommunes kontrol af Intervare viser, at det ikke er tilstrækkeligt at indføre arbejdsklausuler i indkøbsaftalerne, men at Gladsaxe Kommune også er nødt til at sikre en systematisk kontrol af, at de overholdes.

– Disse forhold er en overtrædelse af de arbejdsklausuler, som også indgår i Gladsaxe kommunes indkøbsaftale, og på den baggrund må vi tage stilling til, om kontrakten skal afbrydes. For Enhedslisten er det vigtigste mål med brugen af arbejdsklausuler at få skabt ordnede forhold for de ansatte. Så vores indstilling vil afhænge af, om firmaet dels indvilger i at efterbetale den manglende løn og overarbejdsbetaling, og dels at vi kan få sikkerhed for, at firmaet fremover overholder kravene i aftalen, fortæller Trine Henriksen.

Det har ikke været muligt at få svar fra Gladsaxes borgmester, Trine Græse (A) på, hvilke konsekvenser hun mener Københavns Kommunes undersøgelse vil få for Gladsaxe Kommunes forhold til Intervare A/S, inden redaktionens deadline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top