Tabte topkamp
PB080260.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

AB tabte igen klart til det suveræne tophold i 2. division øst, Nykøbing FC (arkivfoto). Foto: Kaj Bonne.
AB Gladsaxe kan ikke længere blive nummer et efter 3-0-nederlag i Nykøbing

Det var to tophold, der havde vind i sejlene med henholdsvis 4 og 5 sejre i træk i bagagen, da Nykøbing FC og AB Gladsaxe mødtes i fodboldens 2. division øst på CM Arena lørdag. Og akademikerne fra Gladsaxe havde en revanche til gode, efter at have tabt til falstringerne med tenniscifrene 1-6 i Gladsaxe i november.

Det var dog Nykøbing FC der lagde pres på fra start. Efter tre minutter skød hjemmeholdets Victor Christiansson et godt stykke over overliggeren, ti minutter senere headede Mathias Kristensen forbi Jonathan Fischers mål, og efter 18 minutter headede Nykøbing-angriberen igen forbi mål.

AB spillede sig dog stille og roligt ind i kampen, med en flittigt-tacklende Daniel Warmbach som aggressiv krumtap, og efter 24 minutter satte Jonathan Dahl Bagger en kontra i gang, og fandt Frederik Ellegaard foran hjemmeholdets felt. Men Ellegaard fik overplaceret skuddet, der endte en meters penge forbi Jannich Storchs venstre stolpe.

Jonathan Fischer måtte efterfølgende diske op med et par gode redninger, og med halvandet minut tilbage inden pausefløjt gik den ikke længere. Efter et raid i AB’s højre side, endte en præcis aflevering i feltet hos Sebastian Koch, der bankede den i kassen fra tæt hold til 1-0, uden chance for Fischer, men til glæde for de fleste af de 750 tilskuere.

Rødt og løbet var kørt
AB startede 2. halvleg bedst. Efter 50 minutter var Christian Enemark lige ved at få en målgivende fod på et Kisum-hjørne der røg hele vejen på tværs af feltet, og seks minutter senere fik Tobias Noer tacklet bolden frem til en fri og fremstormende Mathias Kisum, men Storch reddede.

Tættere kom AB ikke på point, for et halvt minut senere fik Albert Nørager sit andet gule kort, og så måtte akademikerne spille de sidste 35 minutter en mand i undertal.

Det lukrerede Nykøbing FC på to gange. Efter 63 minutter tog Mikkel Andersen chancen udefra, med et fladt skud der fik Fischers netmasker til at blafre ved højre stolpe. Og med et par minutter igen sparkede Mads Carlsson bolden i kassen midt for mål, til slutresultatet 3-0.

AB ligger dermed fortsat på tredjepladsen med tre kampe igen, nu 3 point efter HIK og uden chance for at hente suveræne Nykøbing FC på førstepladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top