Tiltalt for overfald på kvinde i Gladsaxe
Politibil-1.jpg
Foto: Politi.dk
Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har tiltalt to personer for at have overfaldet en kvinde på en parkeringsplads på Gladsaxevej. Man har krævet fængselsstraf og at straffen skærpes som hadforbrydelse

Ifølge anklageskriftet er en mand og en kvinde tiltalt for flere overtrædelser af straffeloven den 13. februar 2021 klokken 10.15 på en parkeringsplads på Gladsaxevej. Begge er tiltalt for vold mod det kvindelige offer, og manden er desuden tiltalt for at have truet hende med vold og for hærværk mod hendes bil, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden lægger desuden op til, at straffen skærpes i medfør af straffelovens § 81, nr. 6 (om hadforbrydelser), fordi forholdene efter anklagemyndighedens opfattelse har baggrund i offerets etniske oprindelse, tro eller lignende, tilføjer politiet.

Straffesagen skal afgøres ved Retten i Glostrup onsdag den 12. maj, og fordi sagen kører ved en domstol, kan anklagemyndigheden kun i begrænset omfang kommentere sagen.

I dagene efter overfaldet rejste Københavns Vestegns Politi sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 266 b om racistiske udtalelser.

Det er anklagemyndigheden, som vurderer, om politiets sigtelse kan medføre tiltalerejsning for en domstol og Rigsadvokaten, der beslutter, om der kan rejses tiltale for overtrædelse af straffelovens § 266 b om racistiske udtalelser, siger Københavns Vestegns Politi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top