Tørskoede padel-kampe
padelhal-skærmbillede-e1620731745933.png

Illustrationen er bragt med tilladelse fra Jens Starkner/ MICRJ Invest 1 ApS

Der er netop givet tilladelse til at bygge en ny padel-hal i Novo-kvarteret

Direktør Jens Starkner i ejendoms- og investeringselskabet MICRJ Invest 1 ApS har netop fået tilladelse til at bygge en padelhal på Aslaksvej 2 i Bagsværd. Det er i Novo-kvarteret.

Bygningen mod Aslaksvej skal bevares og den nye padelhal skal bygges hvor der er parkeringsplads nu. Der bliver 31 parkeringspladser samlet til at servicere det eksisterende. Der bliver ikke fjernet parkeringspladser i området da den nye padel-hal skal have parkeringsareal i stueetagen.

Jens Starkner er glad da Gladsaxe Bladet taler med ham:

– ja, jeg spiller også selv. Så det både en investering med pengepungen og med hjertet, siger han.
De fire nye baner skal være til at leje – plug n´play. Man booker en bane som man ville gøre med alle mulige andre indendørs faciliteter i kommercielle anlæg, møder op og går i gang.

– Det bliver også en mulighed at man booker en bane og samtidigt leder efter nogle at spille med og imod, fortæller direktøren.

Padel
Som Gladsaxe Bladet har skrevet om før, er padel en hastigt voksende sport. Den spilles altid i double – fire spillere i alt. Derudover ligner sporten, som er stor i både Sverige og Spanien, en blanding af tennis og squash.

Tilladelsen har været forbi Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune fordi der skulle gives dispensation. Byggeriet af de fire baner krævede en dispensation fordi den kommende padelhal overskrider byggefeltet på den ene led.

Ifølge lokalplanen må der kun bygges på byggefelterne. Det omtalte byggefelt er 18 meter bredt, men en padelbane er 10 x 20 meter. Bygningen kommer til at være 21 meter bred.

Den eksisterende bygning på byggefeltet, som bliver bevaret, er smallere end byggefeltet så i alt vurderes det at fodaftrykket vil være mindre og det grønne opholdsareal mellem den eksisterende bygning, hvor der er kontorer, og den kommende padelhal, bliver større end lokalplanen fastsætter. Derfor vedtog udvalget By- og Miljøforvaltningens anbefaling om dispensation.

Grønt område
I referatet fra mødet i Trafik- og Teknikudvalget den 3. maj, står der at Ejendommen er omfattet af lokalplan 261, som i § 6.4 fastsætter, at bebyggelse kun må opføres inden for de viste byggefelter på kortbilag 2.
Dog er det de bevaringsværdige træer, der afgør, hvor tæt byggeriet kan komme på henholdsvis Aslaksvej og Krogshøjsvej.

Byggefeltet er 18 meter bredt, men en padel-bane skal være 10 x 20 meter, og bygningen kommer derfor til at være 21 m bred. Byggefeltet overskrides derfor med 3 meter, hvor den nye bygning opføres.

Dog er den eksisterende bygning smallere end byggefeltet, og byggefeltet udfyldes derfor ikke helt, så fodaftrykket vil være mindre og det grønne opholdsareal større, end lokalplanen fastsætter.

Stadsarkitekten og forvaltningen skal sammen med bygherren arbejder videre med det arkitektoniske udtryk.

– Lige så snart udtrykket er på plads, håber jeg at vi går i gang, siger Jens Starkner.

Håbet er, at den første kamp i den nye hal kan spilles i 2021, men på grund af forsinkelser på byggematerialer verden over, vil direktøren ikke gå det nærmere end det håb. /GG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top