- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Uheld på motorvejen

Hvis du sad i en uventet bilkø i Søborg, på vej hjem i går eftermiddag, var der en dramatisk årsag.  En lastbil havde nemlig ramt en personbil og var væltet hen over midterrabatten på Motorring 3 i nordgående retning ved Buddinge, i et alvorligt færdselsuheld.

Lastbilen havde, ifølge politiet, problemer med et fladt dæk. Der var heldigvis umiddelbart ingen personskade, tilføjer man. Politiet fortæller til Gladsaxe Bladet at man undersøger årsagen til uheldet.

Beredskab Øst udførte efterfølgende et omfattende oprydningsarbejde på stedet, med specialsprøjter, svær redningsvogn, redningskran, tankvogn, indsatsleder, store bjærgningskøretøjer og drone til dokumentation, og lastbilen blev bugseret væk.