AB for en femmer
AB-Avarta-010421-7.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Nu er det sidste chance for, at Gladsaxe-borgere for 5 kroner kan se en divisionskamp på Gladsaxe Stadion i denne sæson

Det er et samarbejde mellem Gladsaxe Kommune og Akademisk Boldklub Gladsaxe, der igen giver mulighed for at give borgerne næsten gratis entré, når AB Gladsaxe lørdag den 5. juni klokken 15.00 spiller den sidste turneringskamp mod AB Tårnby.

Billetten skal hentes på www.boldbillet.dk, og det er billetgebyret, der skal betales for. Der kan ikke købes billet ved indgangene. For Gladsaxe-borgere skal der vises gyldigt sundhedskort i indgangen, og for alle tilskuere skal der vises Coronapas/test. Alle skal bære mundbind, undtaget når man sidder på sit sæde og de generelle afstandsregler skal overholdes. Synligt udebanetøj og anden merchandise medfører bortvisning og billetten refunderes ikke.

Det er et opgør mellem top mod bund, hvor AB fortsat forsøger at tage 2. pladsen i toppen af rækken, og hvor AB Tårnby er rykket ned.

Der er adgang til den ny tribune allerede fra kl. 13.30, hvor boderne også er åbne.

Der er mulighed for at overvære et oplæg på cirka en halv time med cheftræner Patrick Birch Braune og en af 2. divisionsspillerne, der ikke skal spille, om anekdoter fra omklædningsrummet og arbejdet med holdet gennem sæsonen, optakt til kampen lige før kick off – og så er der mulighed for at stille spørgsmål til træner og spiller.

Oplægget starter kl. 14.00, og er en eksklusiv mulighed for at komme lidt bag om holdet i hverdag og til kamp. Det vil foregå på tribunen dvs. udendørs. Der skal købes billet til foredrag & kamp på boldbillet.dk, og dit sædenummer og indgang vil fremgå af billetten.

Læs mere på Akademisk Boldklub Gladsaxe’s hjemmeside www.ab-fodbold.dk i dagene op til kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top