- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Akademisk kamp endte uafgjort

Det lugtede noget af sommerferiefodbold fra start grundlovsdag, da AB Gladsaxe tog imod AB Tårnby på Gladsaxe Stadion. De grønblusedes spil foregik alt for langsomt og var alt for usammenhængende i første halvleg, mens udeholdet viste mere vilje fra start.

Og det gav bonus efter 10 minutter, da AB Tårnbys Benjamin Warlo tog chancen udefra, og bankede bolden fladt forbi Jonathan Fischer til en tidlig 1-0-føring til udeholdet.

AB Gladsaxe burde have udlignet tre minutter senere, da bolden faldt ned til en helt fri Emil Mygind i feltet, men Mygind sparkede den store chance forbi den fjerneste stolpe.

Hjemmeholdet skabte et par halve chancer i den resterende del af halvlegen, men ellers var det svært at se hvilket AB-hold der lå og kæmpede om andenpladsen, og hvilket AB-hold der lå sidst.

Mere målrettet
Frederik Ellegaard byttede med Emil Mygind i halvlegen, og Ellegaard satte noget mere drive i AB Gladsaxes spil efter pausen, der nu foregik hurtigere og mere målrettet.

Efter 51 minutter fik Ellegaard sin første chance, men en forsvarsspiller reddede hans skud på stregen. Og minuttet efter fandt Emmanuel Bio ham i feltet, men Ellegaard blev tacklet i skudøjeblikket.

Og AB Gladsaxes pres bar frugt i det 56. minut, hvor der blev lavet straffe på Sylvester-Seeger Hansen. Frederik Christensen scorede sikkert til 1-1, og så troede de fleste nok at sejren – og andenpladsen – kunne køres hjem.

Sylvester Seeger-Hansen var da også tæt på at score otte minutter senere, efter et fint raid op ad venstrekanten og indlæg fra Lucas Koch, men AB Tårnby-keeperen reddede med benene. Og Fredrik Christensen og Christian Enemark havde et par hæderlige forsøg i de sidste 25 minutter.

Fusede ud
Men Jonathan Fischer måtte også hive et par gode redninger op af posen – blandt andet fra en helt fri Nikodem Kowalski, og rigtigt stort blev det aldrig fra hjemmeholdet.

Kampen fusede lidt ud i de sidste 10-15 minutter, og der stod derfor 1-1 på måltavlen da dommeren fløjtede af – i øvrigt samme resultat som da de to hold mødtes i Tårnby tilbage i november. AB Gladsaxe sluttede dermed sæsonen på en fin tredjeplads, mens AB Tårnby sluttede på sidstepladsen.

Og sæsonen som helhed lover godt for mulighederne for at AB Gladsaxes unge hold for alvor kan spille med om oprykning i næste sæson – men det kræver at bundniveauet hæves en tak eller to mod bundhold som AB Tårnby.