Der sprøjtes stadig
Pesticider-COLOURBOX31908613.jpg

Sprinkling of trees with pesticides in the spring, pest control

Foto: Colourbox.
Ny rapport fra Miljøministeriet viser, at der stadig sprøjtes med glyphosat på offentlige arealer. Miljøministeren vil sætte en stopper for det

Hvert år bruger offentlige myndigheder og private borgere tusindvis af kilo sprøjtemidler for at holde ukrudt og uønskede planter nede. Nu vil regeringen forbyde, at der bliver brugt sprøjtemidler som for eksempel glyphosat til at bekæmpe ukrudt på en række offentlige og private arealer, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Sprøjtemidler som glyphosat er lang tid om at nedbrydes og kan derfor risikere at sive ned i grundvandet. Nogle sprøjtemidler er let-nedbrydelige og vil ikke gå i grundvandet, og de vil derfor ikke være omfattet af et forbud. Det betyder for eksempel, at der fortsat kan anvendes pelargonsyre i stedet for glyphosat til bekæmpelse af ukrudt, tilføjer Miljøministeriet.

Stadig et stykke vej
Tal fra en ny rapport fra Miljøstyrelsen viser, at der stadig sprøjtes med glyphosat på offentlige arealer, selvom forbruget er faldende.

– Det er glædeligt, at der i højere grad bliver brugt alternativer til glyphosat, når der skal fjernes ukrudt på offentlige arealer. Men efter en mangeårig indsats er vi altså ikke i mål endnu, og der bliver også stadig solgt glyphosatholdige produkter til private haveejere. Derfor sætter vi turbo på udfasningen med et forslag om et sprøjteforbud på en række offentlige og private arealer, siger miljøminister Lea Wermelin (A).

Rapporten viser, at forbruget af glyphosatmidler på offentlige arealer samlet set er faldet med 18 procent fra 2016 til 2020.  Rapporten viser også, at det samlede forbrug af sprøjtemidler er steget betragteligt fra 2016 til 2020.

– Det samlede forbrug af pesticider på offentlige arealer er reduceret betragteligt siden 1995. Den største reduktion i det samlede offentlige forbrug fandt sted i perioden fra 1995 til 1999/2000, hvorefter reduktionen – absolut og procentmæssigt – var aftagende frem til 2016. Fra 2016 til 2020 ses dog en stigning fra 3.017 til 4.928 kg for den samlede mængde af aktivstoffer (inkl. lokalbaner), hvilket er en stigning på 63 %. Stigningen kan primært henføres til en øget anvendelse i nogle få kommuner af aktivstoffet pelargonsyre, skriver Miljøstyrelsen i rapporten.

I rapporten kan man læse om hver enkelt kommunes forbrug af pesticider i form af aktivstofmængder i 2016 og 2020 – men ikke for Gladsaxe Kommune, da man i rapporten kan læse at der ikke blev modtaget svar fra Gladsaxe og syv andre kommuner.

– Vi har ikke brugt sprøjtemidler på vores offentlige arealer siden midten af 1990’erne. I den forbindelse vil jeg da også gerne opfordre alle haveejere at følge kommunens gode eksempel og undlade at bruge gift i de private haver, så vi kan stå sammen om at beskytte vores flora og fauna, siger formand for Miljøudvalget Tom Vang Knudsen (A).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top