Fordrer forandring
Køb-lokalt.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Coronakrise og stigende nethandel skaber sammen problemer for de lokale butikker, bymidterne og den lokale sammenhængskraft. Men interessen for at handle lokalt er der

Man taler om ”Amazonificering” i investeringsindustrien. Og ifølge Dansk Erhvervs e-handelsanalyse fra 2019 er danskerne et af de mest e-handlende folk i Europa.

Institut for Centerplanlægning har i en analyse forudset, at hvis internethandlen når en markedsandel på 50 procent af det samlede salg i Danmark, vil der kun være 29 handelsbyer tilbage i Danmark.

De udfordringer, som bymidterne står over for, er store og komplekse og hverken ejendomsejere, butiksindehavere, kommuner eller borgere kan løse dem alene, skriver man i en ny rapport, fra Bolig- og Planstyrelsen.

I rapporten anbefaler man blandt andet flere frivillige privat-offentlige bymidtesamarbejder, at Regeringen styrker omstillingen af bymidterne gennem nye byfornyelsesmidler og fremme af beslutninger om placering af offentlige bylivsskabende funktioner i bymidten.

En ny rapport, udgivet af Gangsted Advokatfirma og forfattet af Instituttet for Fremtidsforskning, pointerer samtidig, at skal der være gang i det lokale byliv om ti år, kræver det et tæt samarbejde mellem butikker og kommunen.

– I forsøget på at vinde forbrugerens tid og fokus skal retailere skabe en unik fysisk oplevelse, forbrugeren ikke får andre steder. En fysisk oplevelse som ikke nødvendigvis er fokuseret på selve produktet, anbefaler man desuden i rapporten.

Vender det?
Men måske er der tegn til at tendensen er ved at vende, eller i hvert fald stagnere.

En forbrugerundersøgelse, som GroupM lavede blandt 1.000 dansker sidste år, viste i hvert fald også at der er interesse for at handle lokalt. Næsten en tredjedel overvejede nemlig i højere grad at købe ind i lokale butikker end før corona.

Måske også fordi webshops som Amazon, ifølge Forbrugerrådet Tænk, langt fra altid har styr på produkterne man kan købe på deres platforme.

To tredjedele af varer købt på markedspladser som Wish, Amazon, eBay og AliExpress fejlede i hvert fald en test som forbrugerrådet har lavet med europæiske søsterorganisationer. ”165 ud af 250 onlinekøb fejlede i blandt andet elektrisk, fysisk eller kemisk sikkerhed”, konstaterede man.

Samtidig siger Regeringen at man ønsker at understøtte levende bymidter med et aktivt handelsliv, da man mener at udviklingen i detailhandel har stor betydning for de danske bymidter, skriver Regeringen i udspillet ”Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top