Forsinket letbanearbejde
AFC2E8DC-40EC-4F64-88D2-92EA19AF5AA7.jpeg
Foto: Peter Kenworthy.
Vejarbejdet mellem Buddinge Rundkørsel og Vadgårdsvej fortsætter og bliver snart forlænget frem til Kong Hans Alle

For en 5-6 år siden var det planen at letbanen skulle stå færdig i 2021. I dag er det planen at den skal stå færdig i 2025, hvis ikke der kommer for mange flere forsinkelser.

Før man går i gang med at bygge selve letbanen, skal området langs linjeføringen nemlig gøres klar til byggeriet – blandt andet skal el-ledninger, internetkabler og vandledninger, som i dag ligger i vejen og i fortovet eller cykelstien, flyttes.

I Gladsaxe bliver vejarbejdet mellem Buddinge Rundkørsel og Vadgårdsvej forsinket og forventes at fortsætte frem til oktober 2021, skriver Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse onsdag.

– Forlængelsen af arbejdet på strækningen fra Buddinge Rundkørsel til Vadgårdsvej vil betyde, at krydset ved Buddingevej / Vadgårdsvej fortsat vil være lukket for trafik frem til oktober. Buslinjerne 4A, 6A og 200S vil også fortsat køre via Klausdalsbrovej frem til efteråret 2021.

– Der vil fortsat kun være ét kørespor for bilister i hver retning på Buddingevej, og de eksisterende trafikomlægninger vil stadig være gældende. Det betyder, at det fortsat kun vil være muligt at køre højre ud ad Fremtidsvej til Buddingevej. Derudover vil det ikke være muligt at køre venstre ind ad Fremtidsvej og Kildebakken fra Buddingevej. Cyklister og fodgængere kan benytte fællesstien langs arbejdsarealet fra Vadgårdsvej til lige før rundkørslen og den overdækkede cykelparkering, tilføjer man.

Der vil være byggestøj fra blandt andet læsse- og gravemaskiner og støjende arbejde, når der skæres asfalt. Arbejdet udføres, ifølge Hovedstadens Letbane, på hverdage klokken 07.00-18.00.

Genåbner Kong hans Allé
Hovedstadens Letbane fortæller desuden at Novafos forventer at genåbne krydset ved Buddingevej / Kong Hans Alle for biltrafik i starten af juli.

– CG Jensen skal først udføre en række forundersøgelser, hvilket vil ske på hverdage mellem klokken 07.00 og 18.00. Derefter vil entreprenøren anlægge vejafvanding, fortov, cykelsti samt vej. Tidsplanen for dette arbejde er afhængig af forundersøgelserne, og beboere i området vil derfor modtage nærmere information om arbejdet, når planen er på plads, skriver Hovedstadens Letbane.

– Den nuværende afspærring på denne strækning bliver opretholdt med ét kørespor i hver retning, og der vil fortsat være venstresvingsforbud fra Buddingevej mod Kong Hans Alle, tilføjer man.

Det samlede anlægsbudget for letbanen er, ifølge Hovedstadens Letbanes hjemmeside, 7,5 milliarder kroner (i 2020-priser). Gladsaxe Kommune betaler 7,51 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top