- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Kontanter tilbage i busserne fra september

Når myndighederne fra 1. september i år udfaser de sidste corona-restriktioner i den kollektive transport, forventer Movia at åbne for kontantbetalingen igen i busser og flextrafik, skriver Movia i en pressemeddelelse.

– Som det er udmeldingen nu, kan vi fra 1. september byde velkommen i vores busser, lokaltoge og flextrafik uden restriktioner, og det forventer vi også gælder kontanterne. At vi kan køre uden restriktioner, er en festdag for os i Movia, og jo også en milepæl i pandemien”, siger Movias direktør for Kommerciel & Kunder, Camilla Struckmann.

Frem til 1. september 2021 vil Movias busser fortsat være indrettet som såkaldte ubemandede selvbetjeningsmiljøer, hvor man kan betale med rejsekort, DOTs billet-app eller med sms-billet. I flextrafikken kan kunderne blive tilmeldt fakturabetaling, så alle ture kan bestilles telefonisk, som man plejer, mens kunden betaler for al sin kørsel samlet en gang om måneden pr. faktura.