- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lave coronatal i Gladsaxe og Danmark

Det lyser i corona-Danmark og corona-Gladsaxe, og har gjort det et stykke tid.

Mundbindene er for de flestes vedkommende droppet, man kan lave andet end at se Netflix og gå i skoven, et godt stykke over tre millioner danskere har påbegyndt vaccination, og antallet af dagligt smittede er gået fra over tusinde i maj til under 200.

I Gladsaxe kan antallet af dagligt smittede efterhånden tælles på en enkelt hånd, smittetallet per 100.000 for en uge er gået fra nær 200 i maj til 30 i dag, og positivprocenten for kommunen er 0,37 procent.

I Haralds Sogn er antallet af smittede per 100.00 i den seneste uge dog på lige under 100 i dag og positivprocenten 1,85 – men der er altså kun tale om fire nye smittede i den seneste uge, så tallene kan hurtigt se lidt alv-høje ud, og så falde igen ugen efter.

39.000 Gladsaxe-borgere – eller 56 procent – har påbegyndt vaccination og 22.000 er færdigvaccinerede.

Også antallet af corona-indlagte på Herlev og Gentofte Hospital kan tælles på en hånd – den var ellers var oppe over 20 i store dele af marts og april, og over 100 i starten af januar.

Corona kan dog – i sagens natur – hurtigt sprede sig. I den store verden har corona-tallene og dødstallene også været faldende siden slutningen af april – mens verdensdele som Sydamerika og Afrika (hvor adgangen til vacciner og sygehusremedier til alvorligt corona-smittede er dårlig), og et land som Storbritannien, er stadig relativt hårdt ramt.

I deres corona-update fra 29. juni skriver WHO at der i sidste uge var 2,6 millioner corona-smittede globalt set og 57.000 døde – ti procent mindre end i ugen inden. Men også at Afrika oplevede en 33 procents corona-smittestigning og en over 40 procent stigning i dødsfald.

Ifølge Our World in Data er der forholdsmæssigt flest vaccinerede i Europa, Nordamerika og Kina.