- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Mand udleveret og fængslet for drabsforsøg i Søborg

Ifølge politiets efterforskning flygtede den 33-årige fra Danmark kort efter drabsforsøget, og derfor har han været internationalt efterlyst. I den forbindelse har han været anholdt af de serbiske myndigheder – og i morges landende efterforskere fra Københavns Vestegns Politi med den 33-årige i Kastrup Lufthavn, fortæller Københavns Vestegns Politi.

Den 33-årige mand er mistænkt for sammen flere andre medgerningsmænd, at have forsøgt at dræbe en 38-årig mand på Nordfrontvej i Søborg den 30. juni 2019. I forbindelse med drabsforsøget blev den 38-årige blandt andet skudt i hånden og stukket flere gange med kniv. Tre mænd er allerede dømt for forholdet i både by- og landsret, tilføjer politiet.

– Nu er den 33-årige mand endelig tilbage på dansk jord efter knap to år. Han er her til eftermiddag blevet varetægtsfængslet med henblik på retsforfølgelse for det drabsforsøg han er mistænkt for, siger anklager Michelle Lindegaard.

Den 33-årige nægter sig skyldig.