Pas på i varmen
Strand.jpg
Det bliver rigtig strandvejr fredag og i weekenden. Foto: Peter Kenworthy.
Fredag bliver det over 30 grader – og det bliver næsten lige så varmt i weekenden. Sundhedsstyrelsen har flere gode råd til hvordan man forebygger hedeslag

Hvis man kigger på vejrudsigten for Søborg på yr.no, står det til at blive 32 grader og sol fredag, og 29 grader lørdag. Også i resten af landet bliver det hedt.

Sundhedsstyrelsen har derfor samlet en række gode råd til, hvordan man forebygger hedeslag på de dage, hvor det er rigtigt varmt.

På varme sommerdage kan kroppen nemlig blive overophedet og have svært ved at komme af med varmen. Det kan gøre, at man kan blive svimmel, få kvalme eller få andre symptomer på hedeslag.

– Hedeslag kan komme langsomt, og nogle kan have være svært ved at opdage i tide, at de er ved at nå en kritisk overophedning. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på at forebygge hedeslag, når man opholder sig i varmen, særligt hvis man for eksempel er over 65 år, har kroniske sygdomme eller handicap, er gravid, har små børn eller tager medicin, fortæller overlæge og enhedschef Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen.

Man kan forebygge hedeslag ved at beskytte dig mod solen enten ved at opholde dig i skyggen eller bære en hat. Man skal desuden huske at drikke rigeligt med vand, også selvom du ikke føler sig tørstig. Ved meget høje temperaturer kan det være en god idé at holde sig indenfor på et sted med luftafkøling eller aircondition, pointerer Sundhedsstyrelsen.

Hold øje med symptomerne på hedeslag
Er uheldet ude, og hedeslaget opstår, vil det give en række symptomer, man bør være opmærksom på. Alle symptomer behøver dog ikke være til stede på samme tid.

– Bliver du ramt af hedeslag, er nogle af symptomerne, at din hud kan blive rød, varm og tør. Det er et tegn på nedsat eller ingen svedproduktion. Derudover kan du have hurtig og kraftig puls, eller du kan få nedsat urinproduktion af tiltagende mørk gullig farve, som er tegn på, at du har væske- eller saltmangel, siger Bolette Søborg.

Personen, der er ramt af hedeslag, kan føle tiltagende utilpashed, mathed, hovedpine og svimmelhed, og kan for eksempel fremstå angst, forvirret og sløv. I svære tilfælde kan man blive bevidstløs og få kramper.

Førstehjælp ved hedeslag
Hvis man har mistanke om, at en person har hedeslag, så tilkald en ambulance. Mens man venter på hjælpen, bringes i skygge og helst i kølige omgivelser og have overflødigt tøj af, siger Sundhedsstyrelsen.

Hvis personen er ved bevidsthed, skal han eller hun have noget at drikke. Læg desuden personen ned og hæv benene op. I alvorlige tilfælde skal personen afkøles; med vifter, ved at overbruse med køligt vand eller svøbes ind i et koldt og vådt lagen. Alternativt kan personen afkøles i en sø, et vandløb eller i et badekar, tilføjer styrelsen.

Personen kan også have brug for noget salt i drikkevandet for at undgå væske- og saltunderskud, for eksempel 1 – 1 ½ teskefuld groft køkkensalt i 1 liter vand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top