Per er nomineret
Per-Meny.jpg
Foto: Peter Kenworthy
Lokal Meny-købmand er blandt ni nominerede til Danish Retail Award

Per Mikkelsen har arbejdet i butikken på Søborg Hovedgade 108 i mange år – også dengang butiksnavnet var Prima og Super Best. Og han har været købmand på adressen i 21 år – nu i en Meny-butik med et stort udvalg og medarbejdere der servicerer med et smil.

Han er nomineret til Danish Retail Award 2021, sammen med otte andre butiks- og varehuschefer fra blandt andet Tønder, Hyrdehøj og Nørrebro. ”Prisen bliver givet til de mest entusiastiske og forandringsskabende butiks- eller varehuschefer i Danmark”, skriver Komiteen for Danish Retail Award i en pressemeddelelse om de nominerede.

– Jeg er stolt. Det er et stort skulderklap til det vi går og gør i hverdagen – også til medarbejderne, siger Per Mikkelsen.

I hans Meny har mange af medarbejderne været der i mange år, og det er helt bevidst og har en kæmpe værdi, mener Per Mikkelsen.

– For mig er det vigtigt at alle har en værdi og en funktion, at vi er et team, at vi tager hånd om hinanden, og at det skinner igennem, tilføjer han.

Danish Retail Award uddeles af uddannelsesstedet ZBC i samarbejde med Dansk Erhverv og DH Media A/S.

Prisoverrækkelsen finder sted 8. oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top