Risiko for lettere forhøjet ozon i luften i dag
Solskin-COLOURBOX10060804.jpg

Tree With Leaf Sun Shine

Foto: Colourbox.
Det varme vejr kan få ozonindholdet i luften til at stige og dermed genere folk med astma, KOL eller andre luftvejslidelser

Lider du af astma, KOL eller andre luftvejslidelser, så vær opmærksom i dag. En prognose tyder på, at det varme vejr kan få ozonindholdet i luften til at stige til et niveau, der kan virke generende, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

– Personer med luftvejslidelser kan i løbet af dagen føle sig generet på grund af lettere forhøjet ozon. Ozon irriterer slimhinderne i øjne og luftveje, og derfor kan personer med følsomme luftveje – f.eks. astmatikere eller personer med KOL – opleve symptomer. Det er individuelt, hvordan det påvirker den enkelte person, tilføjer Miljøstyrelsen.

Styrelsen anbefaler at hvis man oplever gener, kan man med fordel gå inden døre, hvor ozonindholdet normalt er lavere.

– Det er også en god ide at undgå at dyrke motion i de perioder, hvor ozonkoncentrationen er højest – det er typisk om eftermiddagen eller tidligt på aftenen. Hvis du føler dig meget generet eller har vejrtrækningsproblemer, skal du søge læge.

Det er en prognose fra Det Nationale Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet, som viser, at ozonindholdet i luften i dag bliver højere end normalt.

Den ozon som Miljøstyrelsen omtaler findes i den luft, vi indånder. Det er såkaldt jordnær ozon, og den har intet at gøre med det stratosfæriske ozonlag, som i en højde på cirka 20 km over jorden beskytter os mod for kraftigt ultraviolet lys, og som omtales i forbindelse med ”huller i ozonlaget”.

– Årsagen til de lettere forhøjede ozonniveauer er en kombination af det solrige vejr, transport af forurenet luft fra Centraleuropa, og at den ophobede luftforurening forbliver tæt ved jorden. De højeste ozonkoncentrationer forventes ved Rømø og i Sønderjylland tæt ved vestkysten. Generelt er ozonkoncentrationen højere end normalt i hele landet, hvor det navnlig er de sydlige dele af landet, hvor de højeste koncentrationer forventes. De højeste koncentrationer forventes fra sidst på eftermiddagen til først på aftenen. I morgen ventes også forhøjede koncentrationer, pointerer Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen vil efter behov informere om udviklingen på mst.dk, twitter og Facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top