Satsning på pigeishockey
pige_ishockey_1.jpeg
Foto: Mikael Florentz.
I den kommende sæson stiller Gladsaxe Ishockey med et damehold i 1. division i den nationale liga og tager dermed et skridt op når det gælder dameishockey

”Pigeprojektet” blev født sidste år og igangsat med en bevilling fra Danmarks Ishockey Union, der bygger videre på det gode arbejde, der allerede var i gang i klubben.  Nu har arbejdet båret frugt og klubben har fået tilgang af flere dygtige spillere.

– Nogle er hjemvendte Gladsaxe-piger, som har spillet i andre klubber, nogle har været udenlands, og andre er blevet tiltrukket af projektet. Vi har flere talentfulde spillere i dametruppen, som banker på til landsholdet. Tre spillere blev udtaget til weekendens U18-landholdsamling i Århus, så det lover godt, fortæller træner og sportslig ansvarlig, Mikael Florentz, der skal træne holdet.

Med Gladsaxe-pigernes gode resultater på isen i forrige sæson (der blev reduceret på grund af corona) er det naturligt, at de skal et niveau op og møde kvalificeret modstand for at udvikle sig, mener han.

– Der er på nuværende tidspunkt interesserede sponsorer, så vi kan komme i gang. Derudover har vi allerede nu mærket stor interesse for projektet hos flere andre sponsorer. En bruttotrup på 20 spillere og 3 målmænd plus trænerstab, som skal deltage i turneringer over hele landet, kræver bare penge hvis man vil være med, tilføjer Mikael Florentz.

– Vi håber, at der er endnu flere, der synes det vil være sjovt, at deltage på Gladsaxes helt nye damehold, og de skal være hjertelig velkomne, siger formand i Gladsaxe Ishockey, Henrik Klinkvort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top