- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Svækkede menneskerettigheder

Menneskerettighederne blev svækket på flere områder, og det var ikke kun pandemiens skyld. Sådan lyder konklusionen fra Institut for Menneskerettigheder, der har gjort status på menneskerettighedssituationen i Danmark.

– Menneskerettighederne er et fundament for det frie og demokratiske samfund, vi har i Danmark. Alligevel har vi over en række år set en vigende politisk opbakning til borgernes grundlæggende rettigheder. Det gjaldt også i 2020, siger Louise Holck, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

– Der har været situationer, hvor regeringen, Folketinget eller myndighederne har grebet unødvendigt hårdt ind i borgernes rettigheder. Der er eksempler på besøgsrestriktioner på botilbud, der har været forvaltet alt for vidtgående. Minkavlere har aflivet deres besætninger på baggrund af en ulovlig instruks. Og der er indført en problematisk og uklar lovgivning, der gør det muligt at fordoble straffen for lovovertrædelser begået i sammenhæng med epidemien, tilføjer hun.

Der er dog også sket menneskeretlige fremskridt i 2020, mener instituttet, der blandt andet fremhæver den nye voldtægtsbestemmelse og lovændringer der giver nye muligheder i kampen mod negativ social kontrol.