Usynlig syg
Line-Rosenberg-Schmidt.jpg
Der er ingen der er lykkelige altid, så man skal ikke sætte det som sit mål, skriver Line Rosenberg Schmidt i ny bog.  Foto: Privat.
Line Rosenberg Schmidt fra Bagsværd debuterer 1. juli med en bog om hendes vej gennem depression og angst

Bogen ”Hvor flygter man hen, når man vil væk fra sig selv?” handler om Line Rosenberg Schmidts kamp med depression og angst, indlæggelser samt mødet med det offentlige system.

I bogen slår hun desuden et slag for mere (selv-)forståelse og åbenhed omkring psykisk sygdom, som forfatteren gerne vil være med til at afstigmatisere og aftabuisere.

Hun skriver i forordet at hun håber at bogen vil virke trøstende for dem, der oplever psykisk sygdom for første gang, oplysende for pårørende og tankevækkende for dem, der i deres arbejde kommer i kontakt med psykisk syge som hende.

– Jeg vil gerne være den medvandrer igennem mørket, som jeg selv manglede. Det er så vigtigt for håbet at have en at spejle sig i. At der er en der har gået i de samme sko og oprigtigt kan fortælle, at livet det er livet værd, på trods af sygdom. Det budskab vil jeg så gerne bringe videre. Vi taler alt for lidt om psykisk sygdom, i forhold til, hvor mange der rammes, fortæller hun.

Et ’splintret’ menneske
Arbejdspres. Stress. Manglende medfølelse. At skulle være den ”perfekte” hustru, mor, veninde. At skulle leve op til de sociale mediers glansbillede. At tage alting ind, reflektere over alting. Hovedpine. Mavepine. At begynde at glemme vigtige ting.

Det var alt sammen medvirkende årsager til at presse Line Rosenberg Schmidt, indtil hun blev sygemeldt, kan man læse i bogen.

Line følte sig som et ”splintret” menneske – at hun var havnet i ”ingenmandsland”, og bare gerne ville forsvinde. Hun kom på antidepressiv medicin og til psykolog.  Hun bliver sygemeldt og til sidst fyret – familien hjælper med det meste, men til sidst kollapser hun og bliver indlagt over flere omgange.

Hun kan ikke være med til den yngste søns 9-års fødselsdag. Hun må tage hjem fra familieferien.

Ikke megen forståelse
Selvom Line, efter eget udsagn, kollapser, er der ikke altid megen forståelse for hendes situation fra andre end de nære omgivelser. Vi må nemlig, skriver hun i bogen, endelig ikke ligge samfundet til last. Og slet ikke med en ”usynlig” sygdom.

Kommunens mål er at få hende tilbage i arbejde hurtigst muligt gennem et, ifølge Line, udhulet og ”kafkask” system, med krav om jobansøgninger og aktivering der er ”ren opbevaring”. Samtidig med at hun føler at hun skal løfte bevisbyrden, og ”bevise” at hun er syg.

– I det offentlige system har jeg oplevet, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om jeg nu også er så syg, som jeg siger, eller om jeg skjuler noget arbejdsevne for dem … Som om man er under mistanke, fra man træder ind ad døren, kun fordi sygdommen ikke kan ses i det ydre, skriver Line.

Samtidig følte hun sig selvcentreret og skammer sig over at være så ked af livet, når det nu har så meget at byde på, og når hun har så meget godt i sit liv.

Genopfinder sig selv
Men mens hun er indlagt, møder Line andre med lignende problemer – helt almindelige mennesker, der viser hende hvor mange der rammes af psykiske lidelser. Og en proces hen imod et nyt liv begynder, hvor hun så at sige må fokusere på små fremgange og genopfinde sig selv.

En proces der har opture og nedture, og inkluderer korte jobansættelser, mange indlæggelser, nye kommunale ressourceforløb og intensiv terapi.

– Pludselig kan jeg for en tid lægge tankerne om, at jeg er en svagpisser på hylden, for jeg er jo faktisk syg … Jeg troede i lang tid, at jeg skulle tilbage på det gamle spor. I virkeligheden er det en helt ny vej frem, jeg skal finde, skriver Line.

Det er, som hun beskriver det, ofte et skridt frem og to tilbage – også fordi man som psykisk syg bruger mange ressourcer hver dag på at holde sit sind i skak.

Ingen er lykkelige altid
Men at kunne bede om hjælp, at være åben overfor familie, den nære omgangskreds og skolen, samt terapi, en diagnose på periodisk tilbagevendende depression og ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse, samt medicin hjalp, lettede og virkede på Lines tilstand.

Ligesom det at lægge mærke til de små tegn på fremskridt, gøre de små ting store, kende sine begrænsninger, indarbejde nye værdisæt, struktur og aktivitet, tage en dag ad gangen, passe sin søvn, træne, komme ud i naturen og slappe af.

Og det er tilsyneladende lykkes for Line at få sit liv tilbage på sporet – et nyt og andet spor – for som hun skriver er der gået fem år siden hendes sidste indlæggelse, og i 2019 fik hun tilkendt fleksjob.

– Selvom livet ikke er blevet det, du drømte om på grund af din sygdom; selvom du ikke kan det, du gerne vil; selvom det kan være hårdt at bide skeer med livet, når det viser tænder, og du allermest har lyst til at opgive, så har du stadig et liv at leve på de præmisser … Bag facaden er der ingen, der er lykkelige altid, så lad være med at sætte det som dit mål, som Line pointerer bagerst i bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top