Intensivt byggeri
Stillads.jpg
Foto: Peter Kenworthy (arkivfoto).
Gladsaxe og fire andre kommuner ansøger om mulighed for større byggeri langs BRT-linjer

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (A) og transportminister Benny Engelbrecht (A) har sat gang i en forsøgsordning, hvor kommuner i hovedstadsområdet kan søge om at opføre større byggerier ved standsningssteder på BRT-linjer.

– Forsøgsordningen skal understøtte etableringen af de første BRT-linjer i hovedstadsområdet ved at muliggøre intensivt byggeri i konkret udpegede områder langs linjerne. Derudover skal forsøgsordningen være med til at belyse, om de mange daglige brugere af nyt byggeri vælger BRT-busser frem for bilen, skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Ved ansøgningsfristens udløb den 30. juni havde Hvidovre, Rødovre, Ballerup, Høje Taastrup og Gladsaxe Kommuner søgt om mulighed for at opføre større byggeri ved i alt ni standsningssteder fordelt på to BRT-linjer.

Efter sommerferien vil indenrigs- og boligministeren sammen med transportministeren, ifølge Indenrigs- og Boligministeriet, beslutte hvilke kommuner, der får et betinget tilsagn om at kunne opføre større byggeri.

Med aftalen om ”Bedre og billigere kollektiv” mellem regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er der afsat statslig finansiering til tilbundsgående undersøgelser af BRT på linje 200S (Avedøre Holme-Gladsaxe Trafikplads) og 400S (Ishøj-Lyngby).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top