- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Skriver med nordjysk profil

Efter at offensivspillerne Mygind og Bio har forladt AB Gladsaxe, har træner Patrick Birch Braune forstærket truppen med den 23-årige fløj, Mads Vang, fra Thisted FC.

– Jeg har valgt at flytte til min kæreste i København og valgt at spille for AB. Da jeg hørte, at AB var interesseret i mig, og jeg havde snakket i telefon og også mødtes med Patrick Braune, var jeg straks klar over, at vi ville blive et rigtig godt match, siger Mads Vang til AB’s hjemmeside.

– Vi er rigtig, rigtig glade for, at Mads er blevet tilføjet til vores hold. Mads har været en profil i Thisted FC i flere år i toppen af 2. division, og vi har selv mødt ham flere gange sidste år, da vi spillede i vestkredsen, fortæller Patrick Birch Braune.

Mads Vang har spillet ungdomsfodbold i FC Midtjylland, og har desuden to kampe på det danske U16- landshold på sit CV. Han scorede 5 ligamål for Thisted i sidste sæson.