Coronanormalisering
Coronavirus-COLOURBOX44519576-1.jpg
Foto: Colourbox.
Regeringen vil ikke forlænge kategorisering af covid-19 som en samfundskritisk sygdom i Danmark

Coronatallene i Gladsaxe er stigende, og tallene for Mørkhøj Sogn nærmer sig niveauet for en nedlukning. Flere sogne rundt omkring i landet er lukket ned i den seneste uge.

Men den nuværende kategorisering af covid-19 som en samfundskritisk sygdom ophører den 10. september 2021. Regeringen har nemlig besluttet ikke at forlænge denne kategorisering. Det skyldes dels den store vaccinationstilslutning, dels den stærke epidemikontrol, skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Beslutningen, om ikke at forlænge covid-19’s status som en samfundskritisk sygdom, er truffet efter inddragelse af den faglige referencegruppe, Epidemikommissionen og sundhedsmyndighederne, tilføjer man.

– Epidemien er under kontrol, vi har rekordhøje vaccinationstal. Derfor kan vi d. 10. september droppe nogle af de særregler, vi har været nødt til at indføre i kampen mod covid-19. Regeringen har lovet ikke at holde på tiltagene længere, end det var nødvendigt, og der er vi nu. Men selvom vi lige nu står et godt sted, så er vi ikke ude af epidemien. Og regeringen vil ikke tøve med hurtigt at sætte ind, hvis pandemien igen truer vigtige funktioner i vores samfund, udtaler Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Kategorisering som en samfundskritisk sygdom er det, der har gjort det muligt at indføre en række af de særregler, vi har haft i håndteringen af covid-19, som for eksempel forsamlingsforbud, krav om coronapas og krav om mundbind.

Når kategoriseringen ophører, medfører det derfor, at en række bestemmelser i epidemiloven ikke længere finder anvendelse. Det indebærer blandt andet, at de resterende restriktioner i genåbningsaftalen fra juni 2021 ophører, da der ikke længere vil være hjemmel til at opretholde dem. Det drejer sig konkret om krav om coronapas i forbindelse med visse større arrangementer samt i nattelivet, fortæller Sundhedsministeriet.

En rapport fra Statens Serum Institut om covid-19-infektioner efter vaccination fra starten af august viser, at andelen af smittede blandt vaccinerede er steget efter deltavarianten er blevet dominerende.

Gladsaxe er en af de 10-12 kommuner med den laveste andel fuldt vaccinerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top