Dyk i pædagogisk uddannede
Pædagog-COLOURBOX30317598.jpg

Children with teacher in kindergarten playing cooks

Foto: Colourbox.
Andelen af pædagoger og pædagogiske assistenter skrumper, mens kommunerne ansætter flere og flere ufaglærte i børnehaver, vuggestuer og andre pædagogiske tilbud. Det viser ny opgørelse fra FOA

Andelen af uddannet pædagogisk personale i landets børnehaver, vuggestuer og andre pædagogiske tilbud er faldet fra 60 procent i 2017 til 53 procent i 2021, skriver fagforbundet FOA i et notat.

I 34 kommuner ligger niveauet for uddannet pædagogisk personale under 50 procent – blandt andet i Gladsaxe, hvor 48 procent af personalet er uddannet.

Ifølge BUPL’s fællestillidsrepræsentant i Gladsaxe, Karina Marcher Holm, mangler man lige knap 60 pædagogstillinger i Gladsaxe.

– Og det er en udfordring for den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene. Så vi håber på at en forbedring i vores arbejds- og lønvilkår kan gøre det mere attraktivt at søge ind på pædagogseminariet, tilføjer hun.

Alarmerende udvikling
Formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen, mener at det er alarmerende, at udviklingen går den stik modsatte vej af, hvad den bør gøre.

– Ifølge aftalen om minimumsnormeringer må der ikke komme længere imellem det uddannede personale. Tværtimod er ambitionen i aftalen, at 85 procent af de ansatte i vuggestuer og børnehaver skal være enten pædagoger eller pædagogiske assistenter. Men det ser kommunerne da ud til at bevæge sig længere og længere væk fra, tilføjer Kim Henriksen.

Viborg har den højeste uddannelsesdækning på 72 procent, mens den i Allerød, Ærø og Samsø er nede på under 40 procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top