- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Endnu en uafgjort

Hillerød var mest nærgående og boldbesiddende i første halvleg, på Gladsaxe Stadion, hvor AB spillede mere tilbagetrukket end sædvanlig.

Efter 2 minutter forsøgte Asger Højmark-Jensen sig udefra, men bolden fløj forbi Jonathan Fischers venstre stolpe. Og nordsjællænderne havde flere gode angreb og optræk til chancer i de følgende 10-12 minutter.

AB’erne havde svært ved at finde rytmen i spillet i starten af kampen, men efter 15 minutter fandt Adnan Curovic en fremstormende Frederik Ellegaard i højre side. Ellegaard lagde en høj bold ind til Roni Arabaci, der headede lige forbi Thomas Galls mål.

Og efter 18 minutter stormede Mathias Kisum frem i venstre side, og lagde en præcis bold i dybden til Arabaci, der blev nedlagt af Gall udenfor feltet – men linjevogteren havde flaget oppe, og dommeren slap for at vurdere, om Gall skulle tidligt i bad.

Fem minutter senere var der kuk i opdækningen i AB-forsvaret, og Asger Højmark-Jensen fik en friløber foræret, som han omsatte til en 1-0-føring til Hillerød. Og seks minutter senere kunne føringen have været fordoblet, og Fischer måtte ud i fuld længde for at redde.

Efter 38 minutter kunne man dog kende AB’s teknikere igen. Albert Nørager spillede en lækker bold frem til Frederik Ellegaard, der elegant chippede bolden forbi Thomas Gall til en lidt ufortjent udligning – og 1-1 var stillingen efter de første 45 minutter.

Lige ved og næsten
AB kom langt bedre ud til anden halvleg, og Arabaci og Nørager fik reddet nærgående skud af Gall i halvlegens første 10 minutter, mens Højmark-Jensen og Essam Salamoun kom tæt på for Hillerød i de følgende 20 minutter – men Fischer stod i vejen.

Med et kvarter igen blev Emil Wass og Jonathan Dahl Bagger skiftet ind, og de fik lavet en del ravage i det for udeholdets forsvar.

Med ti minutter igen fik Albert Nørager slidt sig forbi på venstre kant, og Wass var lige ved at få en målgivende fod på hans tværaflevering midt for mål.

Minuttet efter var det Wass’ tur til lægge op, da han spillede Bagger helt fri i dybden, men den hurtige fløj sparkede forbi mål. Med fem minutter igen spillede Wass igen Bagger i dybden, men denne gang kom en forsvarer i vejen i sidste øjeblik. Og efter 88 minutter tacklede Curovic bolden fra en Hillerød-spiller, løb 20 meter med bolden, og fandt Bagger, der igen sparkede forbi mål.

Der var lige tid til en sidste stor chance – denne gang til Hillerød – da stadionuret havde rundet de 90. Asger Højmark-Jensen stod pludselig helt fri i feltet, efter en opdækningsfejl, men han sparkede over mål – og kort tid efter fløjtede dommeren kampen af.

Rimeligt resultat
AB-træner Patrick Birch Braune var, efter kampen, enig med Gladsaxe Bladet i at uafgjort var i orden.

– Alt i alt er det et rimeligt resultat, hvor der sagtens kan være scoret i begge ender, men der mangler lidt kynisme fra begge hold. Vi kæmper lidt i starten, da vi har nogen nye spillere der skal spilles ind i dag. Men alt i alt får vi lukket fint ned for fejlene. Det var en meget lige kamp, hvor de havde initiativet i første halvleg, og vi har det i anden, fortalte Braune efter kampen.

Den grønklædte del af de 312 tilskuere kunne dog glæde sig over at AB stadig ikke har tabte i sæsonen, og ligger nummer tre i fodboldens 2. division, fire point efter Næstved, som akademikerne skal møde ude på søndag.