Færre indbrud i sommerferien
Indbrud-COLOURBOX34081400.jpg

Maker:S,Date:2017-9-26,Ver:6,Lens:Kan03,Act:Lar02,E-Y

Foto: Colourbox.
På trods af samfundets genåbning er antallet af indbrud i sommerferien rekordlavt

Antallet af indbrud i sommerferien er, ifølge TrygFonden, styrtdykket siden før coronaen. Også selvom antallet af indbrud generelt stiger igen i år i forhold til sidste år.

– Vi ser nationalt den trend, at det er steget fra 2020 til 2021, da der var mange hjemme i 2020 på grund af nedlukningen. Trenden er den samme i Gladsaxe som nationalt, fortæller programchef i TrygFonden, Britt Wendelboe, til Gladsaxe Bladet.

Hun tilføjer at der i 2. kvartal 2018 var 76 anmeldte indbrud i privat beboelse i Gladsaxe Kommune, i 2019 149, i 2020 29, og at der i 2. kvartal 2021 var 56 anmeldte indbrud i privat beboelse i Gladsaxe.

Nabohjælp og hjemmeferier
Ifølge Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, er der to nærliggende forklaringer på det usædvanligt lave antal indbrud i sommerferien.

– For det første har flere danskere end normalt sandsynligvis valgt at holde ferien hjemme, hvor de har skabt liv og aktivitet i nabolagene, som har skræmt tyvene væk. Men det tyder også på, at danskerne er blevet rigtig gode til at nabohjælpe i ferien, og dermed snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme i de mange huse, som jo trods alt har stået tomme, forklarer hun.

Forebyggelsesindsats
Henrik Sønderby, der er centerchef i Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet, fremhæver desuden politiets brede og helhedsorienterede forebyggelsesindsats, som involverer et tæt samarbejde med myndigheder, organisationer og virksomheder, som en del af forklaringen.

– 2020 og 2021 har været unikke på grund af covid-19, og har betydet et stort fald i antallet af indbrud generelt, naturligvis fordi folk har været mere hjemme. Det er derfor også forventeligt, at indbrudstallet kommer til at stige lidt igen i takt med genåbningen, men generelt har vi set et gennemsnitligt fald over de seneste mange år – også før nedlukningerne af samfundet, tilføjer han.

Bo trygt og Rigspolitiet har 5 råd mod indbrud: Vær en god nabohjælper. Tænd lys ude, og trim hækken. Gør det sværere at bryde ind. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt. Og ring 114 ved mistanke om indbrud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top