Fremtidens Bibliografen
Bibliografen-p.jpg
Foto: Peter Kenworthy.
Bibliografen inviterer voksne og børn, erhvervs- og foreningsliv samt andre lokale interesserede til at dele deres idéer til Bibliografen, som skal have ny strategi

Bibliografen inviterer over tre møder i august og september brugere, samarbejdspartnere og det øvrige lokalsamfund til at give inputs til fremtidens Bibliografen.

– Over de sidste 10 år har Bibliografen opnået en unik position som et kulturelt samlingspunkt for hele Gladsaxe. Den rolle vil vi gerne styrke, og vi sætter derfor gang i et strategiarbejde med fokus på, hvad Bibliografen kan udvikle sig til over de kommende år. Vi håber, at mange har lyst til at byde ind, lyder det fra leder af Bibliografen Kristina Schollert Bolmgreen.

Torsdag den 26. august klokken 17-19 inviterer Bibliografen alle interesserede til at debattere, hvordan man kan styrke Bibliografen som kulturhus yderligere og udnytte det særlige potentiale, huset rummer. Udover at dele deres idéer til nye kulturelle oplevelser, kan deltagerne se frem til en lille forfriskning og nyde tonerne af den svenske duo Seven Foot Frank & Cousin Luke, som i anledningen giver en eksklusiv koncert.

Lørdag den 4. september klokken 10-12 kan børn, unge og deres forældre dele deres ønsker og idéer til Bibliografen, mens de slår sig løs med papir, farver, saks og lim og bygger deres helt egen drømme-Bibliografen i det kreative værksted.

Tirsdag den 7. september klokken 8-9.30 inviterer man det lokale erhvervs- og foreningsliv og andre potentielle samarbejdspartnere til – over en kop kaffe og en croissant – at diskutere, hvordan man i fællesskab kan udvikle nye tilbud til glæde for Bagsværd og hele Gladsaxe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top