Tævede Thisted
AB-Kisum.jpg
Mathias Kisum og AB var gode venner med bolden i det nordjyske. Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe vandt 6-1 ude over Thisted FC. Kisum lavede hattrick

Uglerne fra AB Gladsaxe var flyvende fra start, i udekampen på Sparekassen Thy Arena.

Efter bare 2 minutter var en fri Frederik Christensen lige ved at sparke AB i front, men Thisted-keeper Andreas Raahauge fik reddet.  Og syv minutter senere satte Daniel Warmbach gang i hvad der skulle ende som en målfest, da han headede et hjørne fra en Mathias Kisum i hopla i kassen.

Lige inden stadionuret havde rundet 13 minutter stod Thisteds Dieudonne Yao fri i feltet midt for mål, og kunne let bringe hjemmeholdet på 1-1, til jubel for de fleste af de 448 tilskuere. Og efter tyve minutter reddede AB-målmand Jonathan Fischer fra en helt fri Mikkel Agger.

Men så stod der også AB på resten af kampen.  Efter 28 minutter bragte Mathias Kisum igen AB foran. Ti minutter efter pausen fandt Kisum en fremstormende Frederik Ellegaard i feltet, der elegant lobbede bolden over Thisted-keeperen fra en spids vinkel til 3-1.

Og efter 65 minutter tog Simon Holden chancen udefra, og sparkede fladt bolden i kassen forbi venner og fjender til 4-1. Og så var de tre point ligesom sikret for akademikerne fra Gladsaxe.

Men der var stadig flere mål i AB og Kisum. Efter 73 minutter sparkede fløjen et frispark rundt om Thisted-muren og i kassen til 5-1. Og to minutter senere fuldendte Kisum såmænd sit hattrick, og bragte AB foran med tennisciffrene 6-1 – hvilket også blev kampens slutresultat.

AB Gladsaxe fører dermed 2. division med maksimumpoint, efter to kampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top