Brandærgerligt
DSC06812.jpg
ABs nye angriber, Alex Loughlan, startede inde og viste fine takter - dog uden at komme på måltavlen. Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe røg ind i endnu et smalt nederlag – denne gang med 2-1 hjemme til Brabrand

Efter fire kampe uden sejr i fodboldens 2. division, havde AB brug for en sejr hjemme på Gladsaxe Stadion søndag,  for at holde trit med topholdene i 2. division. Men holdet havde svært ved at greje Brabrands lidt akavede stil, og udeholdet var farligst i første halvleg.

Efter en halv time headede Brabrands Kasper Andersen på stolpen. Og ti minutter senere fik aarhusianerne frispark i feltet, efter at Jonathan Fischer havde samlet en tilbageaflevering op, og Mike Kaljo bankede frisparket i kassen til 1-0.

En time inde i kampen kom Frederik Ellegaard på banen, til stor jubel fra de fleste af de 177 tilskuere. Det satte lidt mere fut i hjemmeholdets spil, og bare et par minutter efter bankede Ellegaard bolden i kassen til 1-1.

Men hvis man troede at Brabrand var slået, tog man fejl. Fem minutter efter Ellegaards scoring headede Kasper Andersen nemlig bolden i kassen, midt foran Fischers mål, og så var udeholdet igen foran på Gladsaxe Stadion.

AB satte en slutspurt ind, og Frederik Ellegaard kunne måske godt have haft held med bare et enkelt af to appeller for straffespark, efter at han var blevet nedlagt af henholdsvis målmanden og en Brabrand-forsvarer i de sidste ti minutter. Og Anton Basbas Pedersens hovedstød, med få minutter igen, kunne ligeså godt have ramt målet og ikke sidenettet.

Men tættere kom AB ikke, og med 2-1-nederlaget til Brabrand er holdet nu uden sejr i de seneste fem kampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top