De raske hjerter banker
Hjertemotion-01-38-21-e1631795292929.jpg

Der kommer sved på panden når Hjertemotion er i gang. Steen Arlyk, forest til venstre, er næstformand i Hjerteforeningeni Gladsaxe og initiativtager til Hjertemotion, og Ruth Schlüter, som hænger i ribben, er sekretær. Foto: Kaj Bonne

Hjerteforeningens lokalafdeling træner sammen for at holde kroppen og hjertet i gang

Først i september blev de nu raske hjerter igen motioneret ved Hjertemotion med lokalafdelingen Hjerteforeningen i Gladsaxe. Foreningen har en række aktiviteter for hjertepatienter og et af disse er Hjertemotion som foregår på Træningscenter Kildegården.

De mange deltagere har ikke set hinanden under hele nedlukningen, da de som hjertepatienter, nogle er opererede og nogle er medicinerede, er at betragte som udsatte borgere i forhold til coronavirus.

– Ja så vi har ikke været her i halvandet år før i sidste uge siger næstformanden i lokalafdelingen Steen Arlyk som har vandret gaderne tynde og gået op af diverse bakker for at få pulsen op i fællesskab med sin hustru Inger Arlyk.

– Vi skulle jo holde øje med hvad der blev solgt og sådan, siger hun med et grin.

Isolerede
Men nu er træningen altså i gang igen og det er de alle glade for. Der er to hold med godt 10 deltagere på hver. Flere af dem som Gladsaxe Bladet taler med, giver udtryk for, at det har været svært at holde motionen i gang, når man skulle gøre det selv.

– Jeg har gået fra Christiansborg til Kronborg. Det blev en tur på 48 km, fordi vores bil ikke var parkeret lige der, hvor vi sluttede, fortæller Hans om hvordan han har fået motion under nedlukningerne og i isolationen.

Hans oplever at det er meget svært at holde træningen ved lige selv. Særligt fordi der på motionsholdet er tilknyttet en fysioterapeut der sikrer, at der både bliver trænet balance, styrke og kondition.

– Jeg kan virkelig mærke det – især det med balancen. Det er vigtigt at træne, siger Hans som for nogle år siden fik en stor blodprop i hjertet, der blokerede, så han fik voldsomme smerter i højre sider som bredte sig op over skulderen.

– Jeg tror at der gik 30 minutter, fra jeg kom ind i ambulancen til jeg var opereret, fortæller han taknemligt.
Hans var vågen under operationen og kunne følge med i hvordan lægerne gik ind – baseret på den data som var indsamlet om hans hjerte i ambulancen.

– Så kunne jeg jo se hvordan blodet fossede ud i kroppen igen. Og så snart det skete fik jeg det meget bedre, fortæller han.

I dag pumper blodet og hjertet løs igen. Også på grund af træningen

Hjerteforeningens lokalafdeling i Gladsaxe træner hver tirsdag på Kildegården, Kildebakkegårds Allé 165. Der er et hold kl 16.30 og et kl 17.45 mod deltagergebyr. Der er stadig ledige pladser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top