Flere familier med flere biler
Biler-kø-på-SH.jpg
Der kører efterhånden rigtig mange biler i og gennem Gladsaxe.  Foto: Peter Kenworthy.
Især har en større andel af Gladsaxe-familierne købt den anden bil

Koncentrationen af arbejdspladser, offentlig service og indkøbsmuligheder i de større bysamfund har betydet ændringer i mange familiers transportbehov, og det har en stor del af dem løst ved at anskaffe sig en ekstra bil.

– Antallet af familier med rådighed over flere biler var ved årsskiftet således steget til 554.400 mod 402.600 familier for 10 år siden. Det svarer i dag til, at 17,9 procent af alle familier råder over flere biler mod 14,1 procent for 10 år siden, skriver Danmarks Statistik på sin hjemmeside.

I Gladsaxe er andelen af familier uden bil faldende – fra 47,7 procent i 2010 til 43,7 i 2021 – mens flere har henholdsvis 1, 2, 3 eller flere biler. Især er andelen af familier med 2 biler steget. I 2010 var der 8,2 procent der havde 2 biler – i 2021 var tallet 10,4 procent.

En analyse fra Danmarks Statistik fra maj viser desuden – måske ikke helt overraskende – at flere familier har bil i områder med lavt serviceniveau af offentlig transport end i områder med højt eller meget højt serviceniveau. Samt at andelen af familier med bilrådighed især stiger, når der rykkes fra et højt serviceniveau til et middel serviceniveau.

Flere biler, samme CO2-udslip
Der blev, ifølge Danmarks Statistik, solgt over 15.000 nye personbiler i august opgjort i sæsonkorrigerede tal, hvilket er 1,3 procent færre end i juli. Ti år tidligere var tallet lige under 12.500.

Benzin- og dieselbilernes andel af nyregistreringer faldt fra 90,7 procent til 73,5 procent fra 2020 til 2021, mens elbilernes andel er steget fra 4,2 procent til 7,6 procent og plugin-hybridernes andel fra 5,1 procent til 18,9 procent.

– Det gennemsnitlige udslip af CO2 (kuldioxid) fra de nye biler på tværs af drivmiddel ligger i første halvår 2021 på 103,1 gram/kilometer (NEDC), og det er uændret i forhold til første halvår 2020. Det er udtryk for, at den stigende andel af lavemissionsbiler, dvs. elbiler og plugin hybrider, neutraliserer CO2-udslippet fra de mere forurenende fossile biler, pointerer Danmarks Statistik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top