Fravær koster mange familier på børnechecken
Børnecheck-COLOURBOX12552349.jpg

savings, finances, economy and home concept - close up of man with calculator counting money and making notes at home

For nogen familier kan det godt være svært at få økonomien til at gå op, hvis der bliver skåret i børnechecken. Foto: Colourbox.
Gladsaxe Kommune valgte ikke at trække familier i børnefamilieydelse i andet kvartal på grund af corona, men er forpligtet til at fortsætte med at følge loven på området

222 familier har fået skåret i børnechecken i det seneste kvartal, fordi de har et barn med over 15 procent ulovligt fravær det seneste kvartal, skrev det digitale medie Skolemonitor 30 august. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening og Udbetaling Danmark, som Skolemonitor har fået indsigt i.

Det er flere end nogensinde, tilføjer mediet.

Afregningen blev indført som del af den såkaldte ghettopakke, til forældre til børn som har over 15 procent ulovligt fravær på et kvartal.

Midlertidigt droppet i Gladsaxe
I Gladsaxe Kommune har dog man valgt ikke at trække nogen familier i børnefamilieydelse i andet kvartal 2021, fortæller formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Claus Wachmann (B).

– Det har vi gjort, fordi vi ikke ønsker at pålægge familier en økonomisk byrde, som kunne skyldes coronasmitte. For mange børnefamilier har corona-pandemien været en vanskelig tid og skolerne har derfor været ekstra opmærksomme på fravær og samarbejdet tæt med Familieafdelingen for at få børnene tilbage i skolen, pointerer han.

– Børn med stort fravær har behov for hjælp og støtte, i tæt samarbejde mellem barn, forældre, skole og Familieafdeling. Er barnet del af en sårbar familie, er der også behov for en stærk social indsats. Det lykkes kun med tillid, og den brydes hvis vi samtidig trækker vores allermest sårbare familier i børnefamilieydelsen. Det gør dem blot fattigere, og rammer i sidste ende børnene uden at afhjælpe fraværsproblematikken. Vi kan ikke bekæmpe udsathed med mere fattigdom. Derfor er jeg glad for vi ikke har benyttet ordningen, især i lyset af corona, tilføjer Claus Wachmann.

Gladsaxe Kommune fortæller dog, at de fremadrettet er forpligtet til (fortsat) at følge lovgivningen, hvilket også vil betyde, at nogle familier vil få frataget deres ydelse.

Claus Wachmann fortæller at han vil arbejde for at kommunen fremadrettet bruger ordningen som en sidste udvej.

Ikke gavnligt for samarbejde
Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, udtaler til Skolemonitor, at han mener, at samarbejdet mellem skole og hjem bryder sammen, når skolen uforvarende skal agere inkassator.

Formanden for Gladsaxe Lærerforeningen, Thomas Agerskov, mener heller ikke at det på nogen måde er gavnligt for samarbejdet mellem skole og hjem, at skolens fraværsregistrering kan få økonomiske konsekvenser for familien.

– Det er ofte trængte familier, hvor børnene i den grad har brug for, at der er en tillidsbaseret dialog mellem skolen og hjemmet. Tænk at et barn eller en ung, som er fraværende på grund af for eksempel angst eller mistrivsel, oveni skal håndtere, at problemerne også kan resultere i økonomiske konsekvenser for familien. Det er en skamlig lov, tilføjer Thomas Agerskov.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top