- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lokal kajakroer er kvalificeret til finalen

Både landstræner Zoltan Bako og sportschef for Dansk Kano og Kajak Forbund Lars Robl er enige om, at Emma Aastrand Jørgensen er Danmarks bedste bud på en medalje til VM i kajak på Bagsværd Rostadion, meddeler Ritzau ifølge flere medier.

Den tiltro ser indtil videre ud til at være berettiget, idet Emma Aastrand Jørgensen torsdag vandt sit indledende heat i 200 meter enerkajak i tiden 41,84 sekunder. Danskeren var knap et halvt sekund hurtigere end russiske Natalia Podolskaia, der blev nummer to i heatet.

Stort talent

Trods sine blot 25 år, har Emma Aastrand Jørgensen, der sidste år skiftede barndomsklubben Maribo Kajakklub ud med Nybro-Furå Kano- og Kajakklub, slået sit navn fast, som en af historiens største danske kajakstjerner, fortæller Dansk kano og kajak forbund

Ved OL i Tokyo føjede hun to bronzemedaljer over 200 og 500 meter enerkajak til den sølvmedalje, hun vandt i 500 meter enerkajak i Rio i 2016. Desuden blev det til en ottendeplads i firerkajakken i Japan.

Til den støt voksende medaljesamling hører også dobbelt guld ved årets EM over de to distancer i enerkajak.

Emma Aastrand Jørgensen fik sit internationale gennembrud som junior, hvor hun to år i streg vandt både EM og VM over 200 og 500 meter enerkajak. Det indbragte hende titlen, som årets juniorroer hos World Paddle Awards, padlesportens svar på Oscar. Op til legene i Rio blev hun kåret til Olympisk Håb.

Til VM i København overlader hun sit sæde i firerkajakken til Pernille Brandstrup Knudsen for at koncentrere sig om 200 og 500 meter enerkajak.

Nybro-Furå Kano og Kajakklub ligger lige præcis på den rigtige side af kommunegrænse så vi kan tillade os at heppe kommunalpatriotisk.