Start tidligt, spørg sundhedsplejerskerne
Barn-mentale-problemer-COLOURBOX16162134.jpg

Sad upset waiting boring depressed child (boy) near a window

Foto: Colourbox.
Alt for mange børn lider for længe og unødigt, fordi opsporing og forebyggelse af mentale helbredsproblemer er usystematisk og utilstrækkelig, konkluderer ny rapport

Mindst 16 procent af danske børn oplever at få mentale helbredsproblemer eller psykisk sygdom, inden de bliver ti år. For en del børn, drejer det sig om tilbagevendende eller vedvarende vanskeligheder, som begrænser deres udviklingsmuligheder og sociale og følelsesmæssige funktion.

Men den nuværende indsats er utilstrækkelig, konkluderer en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse. Rapporten, der er støttet af TrygFonden, efterlyser samtidig en national strategi for børns mentale helbred.

– Der er brug for en langt mere systematisk udvikling, implementering, monitorering og evaluering af indsatser på alle niveauer lige fra sundhedsfremme til støtte til sårbare familier samt hurtig og effektiv behandling af børn med mentale helbredsproblemer, kan man læse i rapporten.

– Ubehandlede mentale helbredsproblemer hos et barn kan ødelægge dagligdagen både for barnet og familien, og der er risiko for, at problemerne forværres, hvis børnene går for længe uden at få den rette hjælp. Jo længere barnet lever med sine problemer, desto større er risikoen for, at barnet udvikler psykisk sygdom, som vil påvirke både skolegang, familien og samværet med jævnaldrende, udtaler Bjørn Holstein, der er formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Forskning peger, ifølge rapporten, på at jo tidligere forebyggelse iværksættes, jo bedre bliver resultatet.

– Opsporingen starter i de første leveår, hvor nogen små børn udviser tegn på psykisk sygdom – og det ved sundhedsplejerskerne en masse om, og de er dygtige til at spotte de børn der senere bliver psykisk syge. Det er det eneste opsporingssystem som vi ved fungerer, fortæller Bjørn Holstein, til Gladsaxe Bladet.

Vidensråd for Forebyggelse fortæller desuden til Gladsaxe Bladet at man ikke har nogen specifikke data for Gladsaxe Kommune angående opsporing og forebyggelse af mentale helbredsproblemer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top