Uglerne tabte pusten
AB-B93-260921-9.jpg
Emil Wass bragte AB foran med et flot mål i første halvleg, men efter pausen fik B93 overtaget og sejren. Foto: Peter Kenworthy.
AB Gladsaxe startede som lyn og torden men endte alligevel med at tabe både initiativet og kampen 2-1 hjemme til B93

En fodboldkamp består af to halvlege, siger man ofte i fodbold. Og det fik de 567 tilskuere, der var mødt op på Gladsaxe Stadion til 2. divisionskampen mellem AB og B93 søndag eftermiddag, et eksemplarisk eksempel på.

AB startede styrede nemlig kampen i første halvleg, hvor uglerne fra Gladsaxe især sad tungt på spillet og var farlige i det første kvarter.

Efter 5 minutter driblede Frederik Ellegaard forbi sin mand i feltet, men hans skud blev reddet til hjørne, og syv minutter senere fik den fodrappe wing igen afsluttet tæt på mål, denne gang lige forbi mål. Og efter 13 minutter sparkede en veloplagt Emil Wass lige på målmanden i det lille felt.

Minuttet efter tog Wass i stedet chancen udefra, og hans hårde og præcise skud fløj op i krydset, uden chance for Aris Vaporakis i B93-målet. AB’erne lettede derefter foden lidt fra speederen i resten af halvlegen, men B93 havde ikke held med at lægge pres på akademikernes forsvar inden dommerens pausefløjt.

Initiativet blev væk
Det skulle komme til at ændre sig i anden halvleg, hvor gæsterne fra B93 overtog initiativet og var anderledes farlige.

Efter 59 minutter fik Østerbro-holdet lov at spille bolden ubesværet frem og tilbage foran AB’ernes målfelt. Til sidst endte bolden hos Souheib Dhaflaoui, der bankede bolden forbi Oliver Børner Thorup i AB-målet til 1-1. Og ti minutter senere bragte en fri Jeppe Erenbjerg B93 foran 2-1, efter et hurtigt opspil.

AB forsøgte at få mere fremdrift i spillet i de sidste 20-25 minutter. Efter 78 minutter fandt Lucas Koch en fremstormende Mathias Kisum i feltet, med en lækker aflevering, men Kisums skud fløj forbi mål. I dommerens overtid ville Frederik Christensen gerne have haft straffe, efter at han var blevet væltet omkuld i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.

Og da uret havde rundet de 95 minutter reddede Vaporakis et hovedstød fra den lange AB-angriber, hvilket blev den sidste aktion i kampen.

AB ligger dermed nummer 6 i 2. division, 8 point efter førerholdet Næstved og 6 efter B93 på andenpladsen, og må indtil andet er bevist være at betragte som lidt af en blød midtervare.

AB-B93 260921 (5)
AB havde pænt med chancer i første halvleg, men scorede kun på en enkelt af dem. Foto: Peter Kenworthy.

AB-B93 260921 (10)
Der blev til tider gået til stålet. Her er Simon Holden blevet nedlagt, og Frederik Ellegaard (med nummer 7) brokker sig. Foto: Peter Kenworthy. 

AB-B93 260921 (18)
Lucas Koch (th) havde flere gode aktioner. Foto: Peter Kenworthy. 

AB-B93 260921 (24)
Der var ikke meget lys i øjnene hos AB’erne, da man takkede fansene for støtten efter kampen. Foto: Peter Kenworthy. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top