Upcoming musik kommer til Gladsaxe
RICHTER.png
Foto: Richter.
5 nøje udvalgte bands og artister står torsdag den 30. september klar på Richters store scene til at overbevise både publikum og jury om, at de er Sjællands bedste liveact i talentprojektet Popkorn Nordic

Talentudviklingsforløbet Popkorn Nordic er Sjællands og Skånes dansk/svenske band- og artistplatform, hvor sjællandske bands hjælpes til at tage skridtet videre i deres musikalske karriere. Nu har musikbranchefolk udvalgt 20 navne til fire indledende runder.

Torsdag den 30. september kan du opleve første runde med fem af de udvalgte på Richter. Aftenen byder på både alt fra pop, metal, singer/songwriter, indie og R’n’B. Her er alt til dig, som vil have fingeren på pulsen i det musikalske vækstlag.

Kryd
Der er dømt girl-code, attitude, harmonier og saftige detaljer fra saftige historier, når Kryd træder frem for sit publikum. Musikken bygger på fortællende historier, og har en sød lyd af pop og R’n’B, mens den på samme tid har sin egen originale vibe. Det er kombinationen af det minimalistiske og store armbevægelser, smagen af 2021, og minderne fra 90’erne, når KRYD leger med grænserne og leverer sin attitude-fyldte optræden.

Kryd var i foråret aktuelle med deres første single, Run, som er indspillet og produceret af Søren Christensen (Fallulah, Nabiha, Mattias Kolstrup, Aksglæde, Mags, Dør nr. 13 m.f.). Udover at Kryd er blevet anbefalet af Karrierekanonen (DR), har bandets to singler ramt ind på både Apple Music’s playliste: New Music Daily og Bands of Tomorrow’s playlister: Uimodståelige og Nordiske Hits. https://www.instagram.com/kryd_official/

Merino
Bandet Merino består af Silje S. Strange og Lukas K. J. Murmann i samarbejde med trommeslager, producer og mixer Jonas Wetterslev, kendt fra bandet The Entrepreneurs.
Silje og Lukas fandt hinanden og musikken gennem et skoleband tilbage i folkeskolen i 7. klasse. I 2020 blev bandet sat i forbindelse med UnigmusiK og begyndte for alvor at lave deres egen musik med henblik på udgivelse. Bandet har arbejdet på musikken i mere end et år, og har udgivet singlen Oxygen, som vil være den første single fra en kommende EP. https://www.instagram.com/merino.music/

Lextraneus
Lextraneus er et dansk metal band der startede i 2019 skabt af tre unge teenagere. Bandet er inspireret af bands som Avenged Sevenfold, Metallica og Tool, deres numre udspringer af en gejst til flere genre af metal, og tekster med afsæt i deres egne liv.
Lextraneus kampråb er ”de unge vil have metal!”, i dette tilfælde med buldrende dobbelt pedal og kontante riffs.
https://www.facebook.com/LEXTRANEUS/

Emma Hørlyck
Med eksperimenterende elementer og dansksproget pop-rock-poesi leger Emma Hørlyck med grænserne. I 2018 modtog hun Engelsholm Højskolelegatet af Mads Langer og Engelsholm, og i 2020 udgav hun debutalbummet, “Fra En Drømmer Til En Anden”, der fik god omtale i bl.a. GAFFA og Go’morgen Danmark. Det skulle være blevet efterfulgt af en Danmarksturné, som blev aflyst grundet Corona, og det gav frustrationer nok til at hun blot to måneder efter første udgivelse stod klar med andet album: “KLAR, PARAT, RESTART”.
https://www.instagram.com/emmahoerlyck/

Mel’s Room
Alt ved Mel’s Room er 100% ægte og skabt uafhængigt. Der er ikke noget stort studie, ghostwriters eller marketing teams. Trioen består af talentfulde singer/songwriter Jonas Mørkeberg Ljungmann, producer Tobias Millett og trommeslager Victor Heegaard Steen. På under et år har Mel’s Room formået at varme op for Jung i en udsolgt Arena Næstved, spille under samme program som Barselona og åbne gadefestivalen Næverland 2021. https://www.facebook.com/officialmelsroom

Talentudvikling over sundet
De bands som når længst i forløbet får lønnede festivaljobs på Helsingør Festival og HX Festival i Sverige i 2022 og et skræddersyet coachingforløb.

Popkorn Nordic handler om at udvikle de sjællandsk og skånske musikalske talenter og give dem forståelse og netværk på tværs af landegrænser. Derfor modtager alle deltagende bands og artister coaching fra den danske og svenske musikbranche undervejs. Og alle bands og artister, der har ansøgt om at være med, er inviteret til en seminardag, hvor de kan høste tips og tricks fra nogle af musikbranchens skarpeste profiler.

PRAKTISK
POPKORN NORDIC – indledende runde
Richter, Gladsaxe
Tors. 30.9.21
Døre kl. 19 // Showstart kl. 19.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top