Vaccinationsulighed
vax2.jpg
Gladsaxe-borgere bliver vaccineret i januar. Foto: Peter Kenworthy.
Mere end syv ud af ti Gladsaxe-borgere er færdigvaccinerede. I nogen kommuner er det otte ud af ti, mens tallet på landsplan nærmer sig 75 procent. Der er samtidig lande i Afrika hvor under 1 procent er færdigvaccinerede

I starten af januar blev 104-årige Maja Mathilde Lund vaccineret, som den første i Gladsaxe.  Hun sagde ja til at få vaccinationen, fordi det er farligt med corona, fortalte hun dengang.

I dag er mere end syv ud af ti Gladsaxe-borgere færdigvaccinerede, hvilke gør at Gladsaxe ligger i den tunge ende i forhold til andelen af færdigvaccinerede i de danske kommuner.

Ifølge Statens Serum Institut er der en større risiko for at blive indlagt på hospitalet, hvis man ikke er vaccineret mod covid-19 og smittes med Delta-varianten. Sådan lyder konklusionen fra et nyt forskningsstudie fra Statens Serum Institut (SSI), Aalborg Universitet og det danske Covid-19 Genom Konsortium.

Efterladt
Hvis man kigger lidt ud i verden, er der, ifølge FN, på verdensplan givet snart 6 milliarder vacciner, men kun 2 procent af disse er givet i Afrika.

Et land som Nigeria, med et indbyggertal på over 200 millioner mennesker, har eksempelvis kun haft mulighed for at vaccinere omkring 1 procent af sin befolkning, og i lande som Etiopien, Tanzania, Niger og Cameroun er andelen af vaccinerede endnu lavere.

– Det er ikke fordi de afrikanske lande ikke har kapacitet eller erfaring til at udrulle COVID-19-vacciner. Det er fordi de er blevet efterladt af resten af verden, udtaler generaldirektøren for verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

WHO opfordrer til at alle lande vaccinerer mindst 40 procent af deres befolkning, og håber at 70 procent af verdens befolkning er vaccineret til næste sommer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top