Fra Bagsværd til Beijing
Bobslæden-01.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jannick Bagge, Simon Darville og Martin Skou Heidemann (der er sponser) i bobslæden, der forhåbentlig er på vej til Beijing. Foto: Privat.
Tre elitesportsfolk vil som de første danskere kvalificere sig til et vinter-OL i en bobslæde

Danmark har aldrig haft et bobslædehold med til de olympiske vinterlege, men det skal der laves om på nu. Tre elitesportsudøvere med udgangspunkt i Bagsværd satte sig i 2020 for at skrive dansk sportshistorie ved at kvalificere ”Bobslæden Danmark” til OL i Beijing i 2022.

– Skal vi med til OL i Beijing, så skal vi kvalificere os via North America Cup. Det er en række løb fra oktober til januar, hvor vi skal skrabe så mange point sammen som muligt, siger Simon Darville, der er en af initiativtagerne til det danske bobslædehold. Darville er opvokset i Bagsværd og har dyrket elitesport i Bagsværd Vægtløftnings Klub i over 10 år, hvor han også er formand.

Power i benene
I begyndelsen af 2020 havde ingen af de tre atleter siddet i en bobslæde før. Siden da har de trænet sammen hver dag for at få erfaring med slæden. Man skal mestre teknikken, men atleternes fysik er det vigtigste aspekt, hvis man vil skabe et godt hold, forklarer bobslædens pilot, Jannick Bagge.

– Der skal være styrke, fart og eksplosionskraft til stede. Det er helt afgørende for at komme hurtigt ud af startblokken. Jeg er 3-springer, Marius er sprinter, og Simon kommer fra vægtløftning. Så vi har alle den nødvendige power i benene, man skal have for at blive en god bobslædekører, tilføjer han.

 Nationerne til OL-kvalifikationen bliver inddelt i tre grupper. De bedste lande har mulighed for at få tre slæder med, de næstbedste kæmper om to slæder og i den tredje kvalifikationsgruppe, hvor Bobslæden Danmark er placeret, kæmper nationerne om at blive repræsenteret med én bobslæde.

Dyr sportsgren
Men bobslæde er ikke en billig sportsgren. Holdet skal selv købe slæde og andet materiel samt træningsudstyr. Og så er der mange udgifter forbundet med rejser og kvalifikation. Bobslæden Danmark har dog fået en økonomisk håndsrækning af entreprenørvirksomheden Skou Gruppen, der er holdets hovedsponsor.

En væsentlig grund til, at Skou Gruppen er hovedsponsor for Bobslæden Danmark, er, at direktør Martin Skou Heidemann selv bor i Bagsværd, hvorfra holdet udspringer.

– Man kan kun have respekt for de her seje gutter fra mit lokalområde. De har meget høje ambitioner, og de arbejder benhårdt på at indfri dem. Det ville da være fantastisk, hvis de kommer med til OL i 2022 og skriver dansk sportshistorie, siger Skou Heidemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top