Gråt blev til grønt
Byens-Arena-09-42-21-e1634211367204.jpg

De brune græsser er faktisk i fuld vækst og skal være netop den farve som de er. Hele anlægget er inddelt i 6 områder. Dette er den våde og lavtliggende zone. Foto: Kaj Bonne

Borgmesteren og en række borgere indviede det nye Byens Arena – et aktivt og biodiverst mødested langs Høje Gladsaxe og idrætsanlæggene

Der har været mangt og meget på den lange ”stribe” på forsiden af Høje Gladsaxe.
Men den 13. oktober indviede borgmesteren hvad Byplan og Landskab i Gladsaxe kommune, Steen Himmer, i Gladsaxe Bladet tidligere på måneden kaldte et ”organisk og naturligt indslag i menneskelig skala”.

Med andre ord et planterigt område med plads til insekter i bynaturen, men også et bedre mødested som vil kunne understøtte og forstærke sanselige oplevelser i området. Det er i hvert fald planen.
Asfaltstierne slynger sig nu rundt i det grusede landskab og inviterer til opdagelse, løbeture og afslappende stunder på de nye bænke.

Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne

Genbrug
Projektet med at omdanne Byens Arena til et bynatur-anlæg er i høj glad også et genbrugsprojekt. Der er fra start opsat nogle dogmer som har udgangspunkt i politiske visioner, som tæller genbrug af materialer, mere bynatur, aktivt udeliv og flere grønne oplevelser hele året.

Asfalten, som lå på området før, er kørt til genanvendelse andetsteds, træstammer der er fældet under letbanearbejdet er brugt som siddemøbel i en cirkel og den eksisterende grus, der lå under asfalten, er brugt til at lave nyt terræn at plante i.

– Råstoffer er generelt en mangelvare i vores samfund, så det er vigtigt at bruge så meget vi kan på stedet, og mindske brugen af ressourcer på blandt andet at transportere eksisterende materialer væk og køre nye materialer til, forklarer projektlederen Steen Himmer.

Dyrkning i grus
Og alle de mange nye planter er plantet i den grus som lå under asfalten. Det er en helt ny metode som der er afprøvet mere i Sverige end her til lands. For at planterne nemmere kan gro, er der tilført biokul i gruset og lige nu bruger planterne primært deres energi på at danne rødder som kan suge næring og vand til sig fra det ler-lag som ligger cirka en halv meter nede ifølge Steen Himmer som viser et billede af en lille plante med en kæmpe rod som gartnerne har taget op af bedende.

Der er plantet ca. 300 forskellige plantesorter, og idéen er, at området skifter karakter over tid og at nogle planter vil klare sig bedre end andre. Det vides reelt ikke hvordan det grønne udtryk vil være om 5 år, men formålet er at lade de naturlige processer gå sin gang og justere ind derefter.

- Jeg kan godt lide at naturen driller lidt. At der er noget som ikke altid kan bruges, siger Steen Himmer, da han viser den cirkel frem, som der ofte vil stå vand i, da området ligger lavt og vandet dermed naturligt løber dertil. Foto: Kaj Bonne

– Jeg kan godt lide at naturen driller lidt. At der er noget som ikke altid kan bruges, siger Steen Himmer, da han viser den cirkel frem, som der ofte vil stå vand i, da området ligger lavt og vandet dermed naturligt løber dertil. Foto: Kaj Bonne

Mødesteder
Byens Arena har nu fået et nyt mødested, hvor man kan sidde i grønne omgivelser på en måde som ikke i forvejen er i Høje Gladsaxe. På sigt bliver det også et sted man kan søge ly under træerne, men området skal fortsat være åbent og trygt.

– Det der er lavet nu, er et isoleret projekt, og der er ikke afsat penge til at tage fat i andre dele af strækningen langs Byens Arena. Men hvis projektet bliver taget godt imod og folk bruger det, er der lagt en grobund for nogle tanker og principper, som der kan bygges videre på, fortsætter projektlederen.
det er det samme som en række borgere spørger borgmesteren om. En af dem som Gladsaxe Bladet taler med er Gitte Sørensen som også bor i Høje Gladsaxer og er med til indvielsen:
– Der skal også ske noget i den anden ende. Ikke kun her.
Og de flade arealer med asfalt og halvslidt gummibelægning står da også i kontrast til de svungne og frodige landskab som det nye anlæg er.

Styr på vandet
Men der har også allerede været problemer med det nye anlæg. Regnvandet har samlet sig på den forkerte side af stien og altså dermed ikke kun i den cirkel som er lavet til formålet. Stien har været oversvømmet og både borgmesteren og projektlederen adresserer det.

– Nu ved vi, hvad der skal til for at holde vandet væk fra stien og der kommer nogle folk i morgen og graver et dræn ned, som leder vandet i kloakken, siger han til tilhørerne som er med på rundvisningen.
Og så er der nogle planter som er gået til i sommerens varme og manglende regn, men der er flere af dem som laver nye skud fra roden og det er en del af processen forklarer Steen Himmer inden han kommer til iriserne som står med deres sværd-lignende blade i den øverste del af anlægget.

– Lige da de var blevet plantet, hev skaderne dem op ad jorden igen. Men det er de da heldigvis stoppet med igen.
Landskabsarkitekt og projektleder på udviklingen af Byens Arena, Steen Himmer, lovede under rundvisningen, at der vil komme flere rundvisninger i anlægget- også så snart som inden årsskifte.

Foto: Kaj Bonne

Foto: Kaj Bonne

Se flere billeder på kajbonne.myportfolio.com/gladsaxe-bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top