Sender mobilt testcenter til Gladsaxe
Coronavirus-COLOURBOX44519576-1.jpg
Foto: Colourbox.
Kommunen og Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer alle i Maglegårdskvarteret og Høje Gladsaxe til at lade sig corona-teste - Region Hovedstaden sender et mobilt testcenter

En stor del af danskerne har fået den anden corona-vaccination, borgere der fik deres 2. stik for over et halvt år siden kan nu få et tredje, og rejsevejledningerne og andre corona-restriktioner er blevet normaliseret.

Men alligevel bliver vi ved med at blive smittede – frem til den 12. oktober 2021 er over 16.000 blevet smittet med covid-19 i Danmark, efter at de er fuldt vaccinerede, pointerede Statens Serum Institut fredag.

Gladsaxes corona-smittetal har i over en uge ligget over 200 smittede per 100.000 (det kommunale gennemsnit ligger omkring de 80), og kommunen er på den kommunale top-ti-liste over mest smittede kommuner.

Især i Haralds Sogn har tallene været høje – fredag kom smitteincidensen således over 1000 per 100.000 i sognet, ifølge tal fra Statens Serum Institut – det højeste i landet. Positivprocent lå på næsten 15. (18. oktober var tallene dog faldet til 833 per 100.000 og en positivprocent på 10).

– Smittetrykket er lige nu højt i hele Gladsaxe, især i Haralds Sogn i Maglegårdskvarteret og Høje Gladsaxe. Derfor opfordrer Styrelsen for Patientsikkerhed og Gladsaxe Kommune alle borgere i området til at lade sig teste og alle, der endnu ikke er vaccineret, til at lade sig vaccinere, fortæller Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.

Mobilt testcenter på vej
Region Hovedstaden sender et mobilt testcenter til området tirsdag 19.10, onsdag 20.10. og torsdag 21.10. Testcentret får til huse i selskabslokalerne på Høje Gladsaxe Torv 2b med adgang fra Kirketorvet, og har åbent alle tre dage fra 15.15-20.  Alle over 2 år kan blive testet, og der er ingen tidsbestilling. Man skal blot huske at medbringe sundhedskort eller anden legitimation.

Testen er en PCR-test, som foretages som en halspodning og er samme type test, som også laves i regionens faste testcentre. Man kan også benytte et af de faste testcentre, som man finder på regionh.dk/Sundhed/Akut-hj%C3%A6lp/1813/coronavirus/Sider/Find-vej-og-parkering-ved-TestCenter-Danmark-telte.aspx

– Det høje smittetryk i Haralds Sogn sammen med den kendsgerning, at antallet af indlagte med corona på landsplan er steget med 25 procent på tre dage, bør samtidig minde os om, at corona stadig er derude. Derfor bør man fortsat overholde hygiejnereglerne om at vaske hænder, holde afstand, hoste og nyse i ærmet og ikke i hænderne og luft hyppigt ud, nu hvor vi er meget indendørs, pointerer Gladsaxe Kommune.

Man kan bestille tid til vaccination på vacciner.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top